Videbæk

Westjysk Smag sender også eddiker på markedet

En asparges-likør, der fik lov at stå, blev startskuddet til, at Westjysk Smag nu også arbejder i eddiker.

Det begyndte med likører, men nu er Dorte og Benny Agerbo, indehaver af Westjysk Smag i Finderup, også begyndt at fremstille eddiker. Og går det, som parret håber, vil de første eddiker være klar til salg i august i år.

Benny Agerbo havde ikke planlagt det med eddikerne, den idé kom han på ved en tilfældighed.

"Jeg var ved at lave en asparges-likør i 2016. Men jeg tænkte, at det ville gå med den ligesom gulerods-likøren – gulerødder eller aparges hænger for folk ikke sammen med likør," forklarer han.

Benny Agerbo lod derfor asparges-likøren stå, processen fortsatte, og den planlagte likør endte med at blive sur – og han tænkte i eddiker.

Høstet roser

Benny Agerbo forsøgte sig også med en mælkebøtte-eddike og fik blandt andet Bent Graakjær, Westergaards Hotel, og Jesper Krabbe, tidligere Michelin-kok og indehaver af Krabbefood, til at smage på dem.

"Når jeg spørger dem, får jeg svar, og Jesper Krabbe var bare helt oppe at ringe og synes, de er helt fantastiske og ville have noget mere, fortæller han og smiler.

Nu har parret 600 liter æble-, 800 liter brændenælde- og kørvel-, 900 liter mælkebøtte- og 40 liter asparges-eddike på tanke med gær, der omsætter udtrækket af de forskellige typer til eddike.

"Jeg tror, de kan købes i august, men det afhænger af hastigheden på eddiken – det skal have den tid, det skal," understreger han.

Sagde jobbet op

Benny Agerbo begyndte at eksperimentere med likører i 2014 i "mor Dortes køkken".

"Men jeg blev hurtigt smidt ud og rykkede i 2015 ud i en del af værkstedet, hvor der blev lagt fliser. Der var ikke plads nok, så det kostede hele værkstedet," fortæller han, smiler og tilføjer, at pladsen kniber det stadig med.

Det kostede også 12 timers flexjobbet som motor- og metallærer på DHE i Skjern. I 2016 sagde Benny Agerbo, der er uddannet automekaniker, nemlig op for at hellige sig sin store interesse for fremstilling af likører - og nu også eddiker.

Perfekt arbejde

Han stortrives. Og arbejdet giver ham samtidig frihed til at tage hensyn til kroppen. Den 50-årige Benny Agerbo var som 28-årig udsat for en en faldulykke på Nordsøværftet i Ringkøbing, det gik så hårdt ud over ryg, nakke og skuldre, at han blev tilkendt pension.

"Jeg kan gå herude, når "skroget" er rigtig, og ind og hvile mig, når jeg har brug for det," forklarer han.

Benny Agerbo fik sidste år fjernet den ene nyre på grund af kræft. Han er meldt rask, men rører ikke længere alkohol – undtagen, når han skal prøve-smage likører og eddiker.

"Den ene nyre, jeg har, skal ikke på overarbejde," understreger han.

Gæringsprocessen

Benny Agerbo er meget fascineret af gæringsprocessen, når han laver likør og eddiker – og han har eksperimenteret mere, end han har læst om, hvordan man gør.

"Eddike og likør hænger sammen, begge deles laves af de samme produkter, men det kræver to forskellige slags gør, som jeg selv har fremstillet," fortæller han og tilføjer, at opskrifterne, dem holder han tæt ind til kroppen.

Naturens produkter

De ingredienserne han bruger til likører og eddiker er blandt andet mælkebøtter, pile- og birkebark, gran, krydderier, ingefær samt aronia- og andre bær og æbler fra haven.

"Da vi kom plantede, vi en masse frugttræer, som vi nu kan bruge," fortæller han.

Mælkebøtterne høster de på en økologisk mark. Det første år plukkede de, deres børn, venner og bekendte mælkebøtteblomsterne, men så opfandt Benny Agerbo en høstmaskine.

"Det er det bedste, der er sket," siger Dorte Agerbo og smiler.

Mælkebøtterne kan bare komme an, maskinen er klar til at rykke ud, for Benny Agerbo har skiftet skæret til græsslåning ud med det, han bruger til at høste mælkebøtter med.

Fælles projekt

Westjysk Smag er et fælles projekt for Dorte og Benny Agerbo, der er henholdsvis 47 og 50 år. Hun er uddannet butiksassistent og arbejder på lageret hos Dovista – på nedsat tid, 32 timer, for at have mere tid til firmaet. Går det, som de håber, bliver hun på et tidspunkt ansat på fuld tid.

"Når vi rykker ud af kommunen med vores produkter. I øjeblikket er vi især indenfor kommunegrænsen," siger Dorte Agerbo og tilføjer, at de har 12-14 forhandlere af deres likører.

Hun gør mest i salgsarbejdet og han i produktionen, men de er sammen om at prøvesmage både likører og eddike – og bruge de færdige produkter.

"Nytårsaften kogte vi en kryddereddike med gran, timian, oregano og stjerneanis ned og fik den til østers. Det var som at komme i himmerige," fortæller Dorte Agerbo og får et bekræftende smil fra sin mand.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Discover Denmark