Videbæk

Videbæk Tennisklub anlægger padel bane

Idéen opstod i efteråret 2016, og forleden blev første spadestik taget den nye padel bane i Videbæk Tennisklub.

For Kaj Christiansen er det en drøm, der går i opfyldelse.

"Idéen til at udvide med padel tennis kom tilbage i november 2016 fra én, som havde prøvet sporten i Spanien. Vi syntes, det lød spændende og begyndte at undersøge det nærmere, blandt andet var vi på besøg i Tåsinge Tennis Klub," fortæller Kaj Christiansen, som er ansvarlig for padel-projektet.

En lang proces

Herefter gik det slag-i-slag i samarbejde med Videbæk Borgerforenings Udviklingsforum, hvor Kaj Christiansen er medlem af padel bane-gruppen sammen med formand Anders Fomsgaard, Sven Erik Steffensen, Bjarne Mikkelsen og Peter Jørgensen.

I foråret 2017 fik gruppen beføjelser til at gå videre med projektet ,og en projektbeskrivelse blev udarbejdet.

"Det har været en lang, og til tider sej, proces. Alene det at skaffe financieringen til så stort et projekt kan virkelig være op ad bakke. Der er slidt og slæbt, og rigtig mange frivillige har brugt utallige timer på det. Men nu er vi nået i mål, og det er en helt fantastisk fornemmelse," siger en glad Kaj Christiansen.

Han genopstillede ikke som formand for tennisklubben i 2018, men lovede at gøre projektet med padel tennis færdigt.

Padel tennis

Padel tennis kan bedst beskrives som en blanding af 80 procent tennis og tyve procent squash. Reglerne er enkle, og padel er nemmere at lære end tennis, ligesom det ikke er så hårdt fysisk, som tennis og badminton.

Det kræver mindre styrke og teknik, og er derfor velegnet for stort set alle aldre og kan også spilles af for eksempel kørestolsbrugere. Man spiller på en bane, som er cirka halv størrelse af en tennisbane. Der er et net i midten og glasvægge rundt om, som også bruges aktivt i spillet. I stedet for en ketsjer spiller man med et bat. Bolden ligner en tennisbold, men er mindre og blødere. Banen er overdækket, så sporten kan dyrkes året rundt.

Klubben på forkant

Padel tennis er en forholdsvis ny sport i Danmark. Der er kun 10-15 baner, og den nye bane i Videbæk bliver en af de første overdækkede bane i landet.

" I tennisklubben er vi nødt til altid at have fokus på at udvikle os, så vi kan tiltrække nye medlemmer. Padel tennis er et godt bud, da det henvender sig til en meget bred gruppe, også aldersmæssigt. Samtidig kan man spille det som såkaldt »pay-and-play« hos os, hvilket betyder at det ikke kræver et medlemskab. Desuden vokser sporten eksplosionsagtigt i andre lande, for eksempel i Spanien, hvor det i dag er den største sport i landet. Det giver os store forhåbninger, og jeg tænker, at vi i den grad er på forkant med dette projekt," siger Kaj Christiansen.

Attraktiv by

For både Videbæk Tennisklub og for Udviklingsforum er udvidelsen med padel tennis også led i en større plan og vision, som både omfatter at være en del af projektet »Bevæg dig for livet«, men også at markere Videbæk som en attraktiv by med mange aktivitetsmuligheder til glæde for borgerne, men også med det formål at tiltrække nye borgere samt turister.

 

Foto: Det første spadestik til de nye padel baner i Videbæk Tennisklub tages her af Kaj Christiansen (t.v.), der er ansvarlig for projektet, Pernille Høy, formand for Videbæk Tennisklub, og Anders Fomsgaard, formand for padel bane-gruppen under Videbæk Borgerforenings Udviklingsforum.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify