Ugens korte nyheder fra Videbæk
Kommunen er gået i dialog med landsby-skole
Børne- familieudvalget ved Ringkøbing-Skjern Kommune besluttede på et møde tirsdag at gå i dialog med Fjelstervang Skole om skolens fremtid. Det skyldes, at skolens elevtal er faldet, så det nu er under de 75 elever, som er grænsen for, hvornår kommunen går i dialog med en skole om dennes fremtid.
Ung læge vil overtage praksis i Vorgod-Barde
Stella Reece, som er praktiserende læge i Vorgod-Barde, planlægger at gå på pension i 2020. Hun har derfor fundet en afløser, som er klar til at overtage hendes praksis, skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Sagen er dog ikke så lige til. Det skyldes at den bygning, hvor lægen har til huse, er i meget dårlig stand. En borgergruppe er derfor gået i gang med at undersøge muligheden for at skaffe penge til en renovering af lokalerne.
ABC kom ud med stort million-overskud
Selskaberne bag ABC Lavpris-kæden, der har supermarkedet i blandt andet Videbæk og Tarm, kom ud med et overskud på 35,5 millioner kroner for regnskabsåret 2017/18. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern på baggrund af en historie på netmediet FødevareWatch. Resultatet er 7,5 millioner kroner bedre end året før. ABC Lavpris blev stiftet i Videbæk tilbage i 1981 af fætrene Henning og Esber Tobiasen. Kæden har i dag 14 supermarkeder i Danmark.
LÆS OGSÅ: ABC bygger ud i Videbæk
Erhvervsnyt
Erik Lynge Christensen er ny direktør i selskabet Fiba ApS i Videbæk. Han afløser Jens Ove Juul Kristensen. Samtidig er Inge Kristensen, Jens Ove Juul Kristensen, Karl Aage Bech Pedersen og Krista Pedersen trådt ud af bestyrelsen.
Nyt fra politiet
Et 65 tommer Samsung tv samt en play station tre med tre spil er stjålet under et indbrud i en landejendom på Langagergårdevej i Spjald. Indbruddet skete fra den 24.-28. februar, og tyven er kommet ind ved at knuse en rude.
En 87-årige kvinde slap med blå mærker, da hun blev snittet af en bil og faldt. Uheldet skete på p-pladsen på Bakkevej i Videbæk torsdag klokken 21.30, da en 70-årig kvinde bakkede sin bil ud fra parkeringsbåsen. Den kvindelige bilist havde imidlertid ikke set den 87-årige, som blev ramt, så hun faldt. Begge kvinder bor i Videbæk.
Beboerne har ikke konstateret, at noget er stjålet efter et indbrud på Vandmøllevej i Videbæk. Indbruddet skete fra onsdag den 20. februar klokken 10 til den følgende lørdag klokken 11.30. Tyven er kommet ind ved at bryde en kælderdør op.
Navnenyt
Frede Nygaard Hansen, Videbæk, er død.
Aase Harritz Nørmark, Spjald, er død.
Helga Faurby, Spjald, er død.
Anders Borg Povlsen, Spjald, er død.
LÆS OGSÅ: Denne uges udgave af Videbæk-Spjald Avis