Videbæk

Tidligere byrådsmedlem modtager frivilligprisen

En stor frivillig indsats for både børn og gamle blev onsdag hædret, da frivilligprisen blev uddelt.

Peder Christensen, tidligere byrådsmedlem fra Fjelstervang, blev onsdag eftermiddag hyldet for sin store frivillige indsats for både børn og gamle, da han modtog Ringkøbing-Skjern Kommunes frivilligpris.

Han var både indstillet for sit virke for beboerne på Vorgod Ældrecenter og for sit arbejde med børnene i de to børneklubber Spiren og Starlight, som hører under Fjelstervang Indre Mission.

Prisoverrækkelsen fandt sted i kulturhuset Kernen i Ølstrup, hvor Lennart Qvist, formand for social- og sundhedsudvalget, holdt en tale for Peder Christensen, hvor han blandt andet læste op af de to indstillinger.

"Peder Christensen er med til at mindske ensomheden på Vorgod Ældrecenter. Som frivillig inviterer han hver torsdag samtlige beboere med til fællesskab omkring aktiviteter. Nogle af beboerne har ikke altid lyst til at deltage i fællesskabet, men når de hører, at det er Peder, som kommer, er de klar til at deltage," lød det i indstillingen fra ældrecentret.

Fra de to børneklubber lød det:

"Han er meget omsorgsfuld omkring det enkelte barn, og han er god til at se, hvem der har brug for lidt mere opmærksomhed. Han er guld værd i vores klubber."

Peder Christensen var en af tre nominerede til prisen.

De to øvrige nominerede var Å-Center Syd Venner samt Rejseforeningen for bevægelseshæmmede og raske (solgruppen) ved Rasmus Jensen og Mette Søgaard. 

 

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Discover Denmark