Videbæk

Flere end 100 fodboldpiger trænes af landstræner

Lokale pigefodboldspillere får en træningssession med landstræner Søren Randa-Boldt.

Når godt 100 forventningsfulde pigefodboldspillere torsdag den 27. september klokken 17.00 møder op til fodboldtræning ved Spjald Fritidscenter, er det landstræner Søren Randa-Boldt, der står for træningen.

Det sker i forbindelse med, at U17 landsholdet spiller turnering i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Det er anden gang, at U17 landsholdet gæster Ringkøbing-Skjern Kommune, og vi er stolte af at kunne lægge græs til de næste stjerner på den danske kvindefodboldscene. Netop derfor er det også en oplagt mulighed for vores lokale piger at se, hvad de bedste spillere i Danmark kan og samtidig få en smag på det set up og den stemning, som også er omkring ungdomslandsholdene, skriver Ringkøbing-Skjern Kommune i en pressemeddelelse.

Inspiration 

Landstræner Søren Randa-Boldt, som til daglig træner U19 landsholdet - og er en af de bedste pigetrænere, dansk fodbold kan byde på, kommer til Spjald og vil her tage vores lokale piger igennem en træningssession. Træningen skal gerne være med til at give pigerne en fornemmelse for, hvad pigefodbold også kan være, og samtidig skal det fungere som en inspirationsaften for deres trænere. Søren Randa-Boldt har nemlig lovet at gennemgå de øvelser, som pigerne sættes i gang med og fortælle, hvorfor han har valgt dem.

Selfie og spørgsmål

Efter træningen kommer spillerene fra U17 landsholdet og hilser på deltagerne, her vil der blive mulighed for at stille spørgsmål, få taget billeder og få autografer fra de kommende stjerner i dansk kvindefodbold.

Træningen er en del af Ringkøbing-Skjern Kommunes velfærdsalliance med Dansk Boldspils Union.

 

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify