Videbæk

Nybo Mode har fået liv i kælderen

21 studerende fra Erhversakademiet Midt Vest besøger og laver projekt om Nybo Mode.

Birgit Nybo Olesen, indehaver af Nybo Mode i Videbæk, har inviteret 21 unge studerende fra uddannelsen professionsbachelor i digital konceptudvikling fra Herning på besøg i sin tøjbutik.

"Det er en flok elever, der kommer fra Herning Erhvervsakademi, de skal hjælpe mig med at komme med gode idéer til min butik, både den fysiske butik, men især også den del af butikken, der er online," fortæller Birgit Nybo Olesen.

De studerende ser frem til arbejdet med Nybo Mode-butikken og at kunne undersøge butikkens potentiale i de 14 dage projektet står på.

"Vi håber at få lidt erfaring, og så er det alletiders mulighed at få lov til at arbejde med en rigtig virksomhed og ikke bare et opfundet emne, skolen har opdigtet. Det, at vi rent faktisk får lov til at få hænderne ned i nogle virkelige ting, bliver rigtig godt," fortæller studerende Peter Søndergaard Nielsen.

Line Skak, der også er studerende på Erhvervsakademi Midt Vest i digital konceptudvikling supplerer:

"Ja, at det er en virkelig case, vi kommer til at arbejde med, gør da, at projektet er meget mere spændende, end hvis det bare var en fiktiv opgave."

Studerende får samme opgave

De 21 studerende har alle fået den samme problemformulering at arbejde ud fra, og efter de 14 dages arbejde i projektet, afsluttes det hele med en præsentation for Birgit Nybo Olesen og Karina Winkler fra Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd.

"Vi er inddelt i forskellige grupper, og i de grupper finder vi et koncept, vi vil arbejde med i henhold til opgaven og butikken, og det ender så ud i flere forskellige løsningsforslag på den samme problemstilling, som Birgit kan vælge at benytte sig af," fortæller Line Skak.

Birgit Nybo Olesen glæder sig til at se, hvad de unge har af tanker om hendes butik, og håber på at kunne få en større indsigt i, hvad der kan gøre hendes butik endnu bedre.

"Jeg håber, de kan komme med en masse gode idéer om, hvordan man laver fremgang i butikken på hovedsagligt onlinedelen, og så tænker jeg, at vinderen, som Karina Winkler og jeg kårer til præsentationerne, skal have en lille præmie udover æren," fortæller Birgit Nybo Olesen.

Kontakten er skabt via kommunen

Forbindelsen til Erhvervsakademi Midt Vest er opstået via Ringkøbing-Skjern Erhvervsråds Karina Winkler, som har fået de to parter sammen om et forløb, der både kan gavne butikken og de studerende.

"Kontakten har jeg fået via Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd. De har en masse folk ude i alle mulige kanaler, og de har så taget fat i de rigtige mennesker, som de mente kunne hjælpe mig," forklarer Birgit Nybo Olesen.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify