Videbæk

Mogens cykler frivilligt med immobile borgere

Frivillige cykler mindre mobile borgere en tur ud i den friske luft i projekt "Vind i håret".

Mogens Norup Andersen fra Lions Videbæk er tovholder på projekt "Vind i håret" og er ude med cyklen op til flere gange i løbet af en uge. Det er på vegne af Lions Videbæk, at Mogens Norup Andersen tilbyder cykelture i en modificeret Christiania-cykel, der har et speciallavet kaffebord og lift til ind- og udstigning.

"Vi har fået lavet nogle små modificeringer til cyklen, som for eksempel et smart bord til at stille sin kop kaffe eller lignende på. Samtidig har vi også fået konstrueret en bund, der kan sænkes lidt, så det er nemmere at stige af og på cyklen for borgerne, men også lidt for cyklisten," fortæller Mogens med et lille smil.

Et tilbud for alle

Tiltaget fra Lions Videbæk har eksisteret i fire år, og det er et tilbud for alle borgere i Videbæk og omegn, for såvel unge som gamle, der er begrænsede i deres mobilitet.

"Vi kører hovedsageligt med ældre, men jeg vil da gerne påpege, at unge også sagtens kan få en cykeltur. Hvis der skulle være tvivl om, hvorvidt vi kan komme og cykle en tur for en, eller man gerne vil låne cyklen, så ring endelig og vi kan tage en snak om det," forklarer Mogens Norup Andersen.

Mogens er den, der bruger mest tid på cyklen, men der er cirka ti personer, der kan cykle på den store cykel. Den er udstyret med regnslag, så de, der får en tur i cyklen, kan sidde i tørvejr og nyde udsigten.

Synlig i bybilledet

"Det mest besøgte sted på ruterne med borgere er den gamle Skjern-Videbæk-bane, men det er helt op til den enkelte at bestemme ruten. Hvis de vil en tur i anlægget, til købmanden eller besøge en gammel ven, så er det dét, vi gør," fortæller han.

Cyklen er dekoreret med op til flere logoer fra Lions Videbæk, og det er med til at give en opmærksomhed på klubbens eksistens.

"Det giver en synlighed af vores klub i bybilledet, og det viser ,at vi er her, og at vi gerne vil hjælpe til," siger Mogens Norup Andersen.

Hvad for en løve?

Lions er en sammensætning af ordene Liberty, Intelligence, Our Nations Safety. Klubben engagerer sig i samfunds-forhold og blander sig ikke i politiske eller religiøse forhold.

Lions Videbæk har eksisteret siden 1967 og ved 50-års jubilæet i 2017, blev der uddelt for samlet 410.000 kroner fordelt på 32 forskellige donationer, som gik til både internationale, nationale og ikke mindst lokale formål.

Lions er en NGO (non goverment organisation, red.), hvor medlemmer betaler et kontingent, der dækker alle administrative udgifter. Alle donationer og frivilligt arbejde går altså helt og holdent til humanitære og velgørende formål.

Det betyder meget for Mogens Norup Andersen, når han bliver spurgt, hvorfor han arbejder som frivillig ved lige netop Lions Videbæk.

"Det er virkelig vigtigt for mig at vide, at alt, hvad vi tjener, ikke bliver brændt af på administrative udgifter, og hvad man ellers har hørt om i medierne. Vi har alt på det rene, og det betyder bare utroligt meget for mig, for så kan jeg koncentrere mig om vores arbejde og gøre en god gerning for mine medborgere," siger Mogens Norup Andersen.

Det at være frivillig

Han understreger, at det frivillige arbejde giver meget igen.

"Tag nu for eksempel en cykeltur på den her. Jeg vil da virkelig sætte pris på at få sådan en tur, når jeg selv bliver gammel. Derudover får jeg muligheden for at opleve den glæde, en lille cykeltur kan give et menneske. Det er jo fantastisk at være vidne til og det giver virkelig noget tilbage til mig.

Glæden ved cykelturene er ikke til at tage fejl af hos Mogens Norup Andersen, for under samtalen fortæller han glad i en lind strøm om de mange gode reaktioner fra borgere, når han giver dem en tur på cyklen.

 

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify