Videbæk

Kasper Christensen fik oplevelser for livet

Kasper Christensen fra Videbæk tilbragte sidste år i USA, i år har familien Rafaella Rigotti fra Chile boende.

Det er ikke sådan lige som ung teenager at rejse hjemmefra, flytte ind i en ny familie, starte i en ny skole i et nyt land. Ikke desto mindre tog Kasper Christensen, der i dag er 19 år, netop dette spring sidste år, hvor han tilbragte et år i USA.

Og han har ikke fortrudt. Det har været en stor oplevelse, det mærker man, med det samme, der tales om det.

"Jeg er blevet meget bedre til engelsk, og det håbede jeg også, jeg ville. Og så er jeg blevet meget mere selvstændig. Men det bedste har været alle de mennesker, jeg har lært at kende, både i USA og blandt de andre udvekslingsstuderende, og jeg har stadig kontakt med en masse af dem," fortæller Kasper Christensen, der i dag går i 1. g på HTX i Skjern.

Svær hjemkomst

Det var inspiration fra en kammerat, der gav Kasper Christensen mod på at tage af sted, men dog var der lidt bekymringer op til turen.

"Jeg var nervøs for, hvordan det ville gå med at falde til i familien, jeg skulle bo hos, og med venner og især første skoledag er man nok altid bekymret," fortæller han.

Heldigvis blev bekymringerne ikke opfyldt. Alt er gået godt. I dag er han godt hjemme og har endda fået en ekstra »søster« med i købet, for 16-årige Rafaella Rigotti, udvekslingsstuderende fra Chili, bor nu hos familien.

Hun går i 2. g på Ringkøbing Gymnasium. Det er en familietradition i hendes familie, at de unge tager på udveksling, og for fem år siden havde hendes søster et vellykket ophold i Danmark. Ligesom Kasper Christensen
havde Rafaella Rigotti også sine bekymringer for turen.

"Jeg kan da også godt savne at gå ud med mine venner nu, og så kan jeg savne vejret i Chile, men ellers er jeg bare rigtig glad for at være her," siger chileneren, der allerede taler dansk efter de første seks måneder.

En helt anden bekymring er tiden, efter man er kommet hjem. Den kan være svær.
"Vi kunne mærke på Kasper, at han kedede sig. Han havde oplevet så meget, og herhjemme havde tiden stået stille," siger Linda Christensen, mor til Kasper, som nikker.
"Jeg havde oplevet så utroligt meget nyt, og det eneste nye, der var sket herhjemme var, at de havde fået en robotgræsslåmaskine. Men det forbereder de også en på i Rotary, at det faktisk kan være lidt svært at falde på plads hjemme igen," siger Kasper Christensen.

"Jeg er også bange for, om det bliver svært for mine forældre, når jeg kommer hjem og har udviklet mig så meget, man er helt klart en anden person," siger Rafaella Rigotti.

Kulturel udveksling i fokus

Den internationale netværksgruppe Rotary sender hvert år cirka 200 unge mennesker fra Danmark på udveksling over hele verden. I Rotary Videbæk har man skiftevis hvert andet år en ung ude i verden og en ung på besøg.

Det er Richard Andreasen, der som counselor i Rotary Videbæk står for udvekslingsordningen, og han kender den
særdeles godt. Han har selv haft studerende boende, og hans egne to ældste børn har været af sted.

"Tanken bag udvekslingsprogrammet er primært den kulturelle udvikling, der ligger i et år i et andet land, det indblik i kulturen man får, og så sproglig udvikling og de mange oplevelser. Jeg oplever helt klart, at de unge udvikler sig utroligt meget. Vi siger, man oplever et helt liv på et år, og det er ikke helt ved siden af. Derudover får de et fantastisk netværk," siger Richard Andreasen.

Et åbent sind

Alle unge kan søge om udveksling i Rotarys program, man behøver ikke have tilknytning til netværket, men skal blot være mellem 16 og 18 år under udsendelsen. Under forløbet bor de unge hos tre forskellige familier, men går på samme skole.

Rafaella Rigotti og Kasper Christensen har begge haft gode oplevelser med udvekslingen, og de har følgende råd til andre, der overvejer det: Tag ud med åbent sind.

"Bare gør det! Man kan ikke forudsige, hvad man skal tage højde for på forhånd, så man skal bare springe ud i det. Og så skal man lære at takle, hvis man er genert, for det kræver, at man selv er opsøgende og tør sige noget, hvis man vil have venner og klare sig godt. Det kræver, at man bryder sine egne grænser på det punkt," siger Kasper Christensen.

Rafaella Rigotti nikker.
"Man skal lære sproget uanset hvad. Det giver et helt andet indblik og åbner døre. Og man skal komme med et
åbent sind," siger hun.

Intet nyt er godt nyt

Mens de unge er af sted sidder forældrene tilbage.

"Vi har levet efter devisen, at intet nyt fra de unge er godt nyt, og vi ved, de har travlt, når de er af sted, og  dagene går jo faktisk hurtigt, når man er inde i sin travle hverdag, så det er faktisk gået rigtig fint. Det har mest været højtider som jul og nytår, fødselsdage også, hvor det har været ekstra svært," siger Linda og Alex Christensen, forældre til Kasper og værter for Rafaella.

De synes, at det har været en god bonus at være værter for den chilenske kvinde.

"Det har virkelig været en positiv oplevelse at have Rafaella boende. Man får et nyt blik på sin hverdag, og man får samtidig indsigter i en anden kultur," siger Linda Christensen.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Discover Denmark