Videbæk

Veteranbilerne giver sammenhold

Old Timer Saloon Herborg er samlingssted for lokale bilentusiaster.

Den sidste fredag i hver måned mødes bilentusiaster fra nær og fjern i Herborg. Henover oste- og rullepølsemadder samles mænd og kvinder for at snakke veteranbiler og alt muligt andet, mens der drikkes kaffe, øl og sodavand til rimelige priser. Der er ingen medlemskort eller vedtægter, men klubben hedder Old Timer Saloon Herborg.

Etablerede en ny klub

"For to år siden skulle der findes et nyt, lokalt mødested for Dansk Veteranbil Klub, og vi foreslog Herborg. Der var forslag om to andre steder, og vi tabte afstemningen. Men vi var gået i gang med at male her, så vi lavede en ny klub i Videbæk. Forventningen var, at det var fint, hvis vi kunne samle seks-otte stykker den sidste fredag i hver måned, men nu er der allerede propfyldt," siger Peder Søndergaard, Herborg.

Denne fredag aften er der således 54 tilmeldte til årets sommertur gennem landskabet omkring Videbæk mod aftenens hemmelige slutmål og spisested: Campingpladsen i Rejkjær mellem Tim og Ulfborg, hvor de nye forpagtere har annonceret med besøg af veteranbiler.

En succes

"Vi begyndte som outsidere, men er lige så stille blevet flere og flere. Så noget rigtigt må vi jo gøre," siger Peder Søndergaard. Succesen blev tidligere i år anerkendt af repræsentanter for Dansk Veteranbil Klub, da Old Timer Saloon Herborg fik det officielle stempel som lokalt mødested for landsforeningens medlemmer. Sammenholdet omkring veteranbiler kræver ikke, at man er vild med bestemte bilmærker.

"Her er både Ford A, Volvo, Mustang, Mercedes, Rover og Bentley velkomne. Alle har deres favoritter, og nogle har flere favoritter," siger Peder Søndergaard.

Mødes også i julen

Aktiviteterne i Old Timer Saloon Herborg er en blanding af socialt samvær og fælles udflugter. De faste møder den sidste fredag i hver måned er i år udvidet til alle årets måneder. "Egentlig var det en fejl, at der også blev annonceret et møde den 27. december, men det ikke gør noget. Folk skal nok komme alligevel, og så kan vi også få spist de sidste julekager," siger Peder Søndergaard. Mange af bilentusiasterne mødes også jævnligt i andre motor-sammenhænge. De fleste af klubbens medlemmer deltager for eksempel, når en endnu større gruppe af veteranbiler og -motorcykler fra april til september mødes i Egeris hver anden tirsdag.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify