Videbæk

Murermesteren genoptager sit håndværk

Med Randbæk Murerforretning er Brian Thomsen, Spjald, tilbage som selvstændig.

Brian Thomsens arbejdsliv er tilbage i det håndværk og det format, hvor han trives; selvstændig murermester. Det blev han første gang i 2003, og i november 2018 valgte han at begyndte forfra, da en tidligere konkurrenceklausul udløb.

"Efter jeg solgte min andel af BG Murer A/S i begyndelsen af 2017, troede jeg egentlig, at jeg skulle og ville noget helt andet. Det tog to måneder i et ellers rigtig godt job som salgskonsulent for et vinduesfirma at finde ud af, at jeg havde ramt ved siden af skiven. Det var synd for dem, der havde ansat mig, men jeg savnede sådan at bruge mine hænder og min energi, så jeg blev ikke prøveperioden ud," fortæller Brian Thomsen.

Det rigtige valg

Han begyndte som murerlærling efter 9. klasse og ved nu stensikkert, at han valgte rigtigt fra begyndelsen. Foreløbig er Randbæk Murerforretning en enmandsvirksomhed, men på sigt vil Brian Thomsen meget gerne tage en lærling ind - og måske en svend, hvis den rigtige dukker op.

"Som håndværksmester føler jeg, at der er en forpligtelse til at føre faget videre og være med til at uddanne næste generation, når man har mulighed, lyst og arbejde nok til det," siger Brian Thomsen.

I første omgang gik der syv år fra han begyndte som selvstændig, inden han ansatte sin første svend. Denne gang går der næppe så længe.

"Men vi skal ikke være flere end det. Jeg kan godt lide at have ansatte, men jeg trives ikke, når der bliver for meget kontortid. Vi skal ikke være større, end at jeg selv er med til at lave det, vi laver og har min daglige gang på byggepladserne," siger Brian Thomsen.

Den forkerte størrelse

Han har prøvet, at et firma blev sig større, end han kunne være i. Fra 2012 til 2016 voksede Spjald-firmaet BG Mure A/S, med Brian Thomsen og Geert Kamp Christensen i spidsen, hurtigt fra fem til omkring tyve ansatte.

"Ved afslutningen af regnskabsåret 2015 havde vi i mine øjne et risikabelt misforhold mellem omsætning og overskud, så jeg meldte åbent ud til firmaets øvrige ledelse, at hvis 2016 viste tilsvarende tal, ville jeg lade andre komme til styringen. Vi var oppe i en størrelse, hvor jeg ikke længere syntes, det var så sjovt at være med," fortæller Brian Thomsen.

Han holdt ord og solgte sin del af firmaet for to år siden. Siden sit korte forsøg som salgskonsulent har han ladet sig hyre ind, hvor byggebranchen havde brug for hænder. Med det nye CVR-nummer er han nu klar til at tage egne projekter.

"Det er en af de ting, jeg gør anderledes denne gang; med mit første firma lejede jeg mig selv ud til andre i mange år. Jeg vil stadig gerne arbejde sammen med andre små firmaer om større projekter, men det er dejligt at arbejde for egne kunder, og jeg er taknemlig over, at kunderne kommer i god takt. Ordrebogen og mig passer til hinanden," siger Brian Thomsen.

Nybyggerdrøm

Lige nu arbejder han i den brostensbelagte del af Ringkøbing, hvor han renoverer facaden på en ejendom, der modtog Bevaringsprisen i 2003. En opgave med indbyggede krav til kvalitet og løsninger.

"Vi skifter frostsprængte sten, ordner fugerne og har vandskuret noget murværk; en komplet make-over. Jeg kan godt lidt bygninger, hvor man kommer i kontakt med de gamle håndværksdetaljer," siger han.

Randbæk Murerforretning har også været med på et nybyggeri i Holstebro, et sommerhus i Søndervig skal have nyt badeværelse i næste uge, og efter påske går Brian Thomsen i gang med at bygge et nyt hus på egen grund i Videbæk.

"Jeg har altid drømt om selv at prøve noget, vi kan sælge i stedet for at flytte ind i, så det gør vi hen over sommeren," siger han.

Privat har murermesteren allerede bygget ét nyt hus og gennemrenoveret tre andre hjem til familien.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify