Videbæk

Brejninggaard Efterskole hylder samspil med lokalområdet

Brejninggaard Efterskole tager del i lokalområdet og samarbejder Spjald IF om fodbold og Ramsing Cup.

Tiderne skifter. Også for de danske efterskoler. Før i tiden var efterskolelivet mere eller mindre ens på de forskellige skoler, og eleverne kom nærmest af sig selv, da man her fulgte familiens traditioner og automatisk gik i forældrenes efterskolefodspor.

I dag har efterskolerne skarpe profiler, for eksempel på musikområdet, boldspil eller gymnastik, og der kræves tilstedeværelser dér, hvor de unge er for at blive fundet. Man må åbne op ud mod verden. Væk med den gamle, statiske hjemmeside, ind med Facebook, Instagram og et nyt fokus på netværk og samarbejde.

Og det er slet ikke så dårligt. På Brejninggaard Efterskole har man taget alle de nye medier og især samarbejdsmuligheder til sig med stor begejstring. Det gælder også i lokalområdet, hvor skolen gerne ser et endnu tættere samspil. Det giver nemlig noget godt begge veje.

Åbner dørene under Ramsing Cup

Når den nye fodboldsæson starter hos Spjald IF vil det således også være med efterskole-elever på holdene. De seneste års samarbejde mellem skolen og foreningen udspiller sig nemlig på flere punkter: Spjald IF er afsæt for ansættelsen af efterskolens egen fodboldtræner Allan Kristensen, skolen tilbyder indkvartering til mange af de forældre, der gæster Spjald under Ramsing Cup, og endelig får efterskole-eleverne altså mulighed for at komme ud og træne fodbold og komme med ud til kamp sammen med de lokale unge i Spjaldklubben.

Flere muligheder

"Vores elever får en ekstra mulighed for at spille fodbold som et afbræk i hverdagen, og Spjald IF får unge i denne aldersgruppe til at fylde holdene. Det er et godt samarbejde, men det har lige skullet køres i gang. Vi har gjort vores erfaringer nu, og Spjald IF har ansat en ny, dygtig konsulent til at koordinere samarbejdet, så jeg er optimistisk og håber, samarbejdet kommet 100 procent i mål," siger Morten Henneberg (billedet), der er pædagogisk afdelingsleder på Brejninggaard Efterskole.

Linje- og valgfag i fodbold

Udover at undervise i matematik skal han også stå for næste års fodboldhold sammen med Allan Kristensen. Skolen har nemlig både mulighed for at tage fodbold som valgfag og som linjefag i 10. klasse.

"Skolen har traditionelt stort fokus på gymnastik. Det er primært det, vi forbindes med. Men fodbold er et godt alternativt tilbud, og vi erfarer, at gymnastiktræning og fodboldtræning går godt i spænd," forklarer Morten Henneberg.

Positiv omtale begynder i det nære

Udover gymnastikken er rummelighed og tillid også nøgleord for efterskolen.

"Vi er en lille efterskole, og det ser vi som en styrke i vores mål om at skabe tillid og selvtillid hos eleverne. Vi er også en efterskole, som kan udfordre de elite-gymnaster, som søger hertil, men det vigtigste for os er, at vi kan rumme alle. Man behøver ikke at have haft noget med gymnastik at gøre, før man kommer. Bare man har viljen til at bevæge sig," fortæller den pædagogiske leder om skolen.

Brejninggaard Efterskole har omkring 125 elever. De kommer fra hele landet, men samspillet med lokalområdet i Spjald er særlig vigtigt for skolen.

"Positiv omtale begynder i det nære. Derudover er det da bare til gensidig gavn, hvis vi kan benytte os af hinanden herude. Vi vil gerne have, at Spjald bliver endnu bedre til at tænke os ind som en ressource. Både i forhold til arrangementer, men også i dagligdagen. Folk føler, de skal have et ærinde for at komme her, men naturen her har altid åbent. Man er mere end velkommen til at gå herude i skoven og stikke ind gennem efterskolens område. Man kan også ringe til skolen og lave en aftale om at fiske i søerne herude," opfordrer Morten Henneberg.

Vil åbne endnu mere op

Morten Henneberg forklarer videre, at skolens elever hver dag søger mod for eksempel Brugsen, og her er skolen taknemmelig for byens gode modtagelse af eleverne og det trygge miljø, der er for dem.

Ud over samarbejdet med Spjald IF deltog en stor flok af skolens elever i Halloweenudgaven af Open by Night i Spjald sidste år, hvor de skabte gys og gru i gaderne. Ligeledes deltog eleverne et enkelt år også i juletræstændingen. Noget som måske kunne trække de lokale unge til arrangementet, der ellers præges af børnefamilier.

De lokale unge besøger også skolen, når foreningerne træner i skolens gymnastikfaciliteter.

Udlejning af lokaler

"Nu er der kommet en ny lov, hvor vi gerne må leje lokaler ud til arrangementer, kurser og foredrag. Vi håber at dette, sammen med mange flere, nye initiativer, kan være med til at åbne endnu mere op for sammenholdet lokalt mellem by og efterskole," siger Morten Henneberg. Mange af skolens arrangementer gennem året er desuden åben for offentligt publikum; man kan finde information om dem på skolens Facebookside.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify