Tirsdagens korte nyheder fra Ringkøbing-Skjern
Gry har godt greb om murerskeen
Siden 7. klasse har hun vidst, at hun ville være murer - ligesom sin far, farfar og oldefar.
LÆS MERE: Gry Astrup Hansen brænder for murerfaget
En ny akutlægebil får den 1. september base ved Ringkøbing Sundhedshus. Den afløser akutbilerne i Ringkøbing og Tarm. Bo Nees Iversen, overlæge og leder af regionens akutlægebiler understreger i en pressemeddelelse, at placeringen i Ringkøbing vil sikre hurtig lægehjælp til flest mulige borgere i området, og den vil være en særlig gevinst i sommerperioden, når der er mange turister langs kysten. Akutlægebilen, der er udstyret som en intensiv afdeling, er en del af akutberedskabet sammen med ambilancer og helikopter. Regionsrådet tog beslutningen om akutlægebilen sidste år.
Den 43-årige Brian Pedersen, der har været købmand i Ådum, bliver ny købmand i Stauning, når butikken genåbner omkring december i år. Købmandsbutikken gik konkurs i 2018, siden har lokale arbejdet på at få butikken i gang igen, blandt andet har investorer købt bygningen, som Brian Pedersen lejer sig ind i, oplyser Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Erhvervsnyt
Ole Ostersen har stiftet selskabet Grise A/S i Skjern. Kirsten Dalgaard Ostersen (formand), Lasse Dalgaard Ostersen, Ole Ostersen og Oliver Dalgaard Ostersen er indtrådt i bestyrelsen. Ole Ostersen er indtrådt i direktionen. Selskabets formål er at drive engroshandel med levende dyr.
Mesut Coban er fratrådt direktionen for Ejendomsselskabet Fjelstervang ApS i Fjelstervang, Kibæk. Flemming Jensen er tiltrådt.
Mesut Coban er fratrådt direktionen for DNL II ApS i Fjelstrevand, Kibæk. Flemming Jensen er tiltrådt. Firmaet flytter samtidig adresse fra Ringkøbing-Skjern til Herning kommune.
Der er stjålet værktøj for knap 15.000 kroner fra en håndværkerbil på Brogårdsvænget i Ringkøbing. Indbruddet og tyveriet er begået fra tirsdag den 20. august klokken 16 til torsdag den 22. klokken 8.
En 31-årig mand fra Ringkøbing er sigtet for vold mod en syv år yngre kvinde på Heagervej ved Ringkøbing. Politiet blev tilkaldt mandag klokken 21. Ifølge vagthavende ved Lokalpolitiet i Ringkøbing har de to, der begge bor i Ringkøbing, kendskab til hinanden.
En bilist ramte tirsdag klokken 00.45 et vejskilt i T-krydset ved Ølstrupvej og Hovergårdevej. Bilen blev senere fundet ved Langdyssevej, men hvem der har kørt den, ved politiet ikke, chaufføren var nemlig ikke i bilen, oplyser vagthavende ved Lokalpolitiet i Ringkøbing.
Lidt kontanter samt tobak blev udbyttet, da bageriet i Videbæk natten til tirsdag havde ubudne gæster. Tyven var kommet ind ved at sparke døren ind.
Navnenyt
Peder Søgaard Kristensen, Videbæk, er død, 82 år.
LÆS OGSÅ: Livredderne havde to livreddende aktioner i sommer