Tirsdagens korte nyheder fra Ringkøbing-Skjern
Ur-Nat-festivalen fejres også i Hvide Sande
Teater Om slipper Ur-Nat 2019-festivalen løs under temaet "At bygge bro". Festivalen løber af stablen den 13.-18. august med optræden forskellige steder i kommunen. Desuden fylder Teatret om 30 år, og det markeres med en jubilæumsudstilling i Vestjysk Kunstpavillon i Videbæk.
LÆS MERE: 400 børn og voksne går i parade over broen
Pas på revlehuller i den kommende uge, lyder rådet fra Tryg Fondens Kystlivredning. Der er nemlig en del pålandsvind ved Vestkysten, og det giver høje bølger, strøm og dermed risiko for i revlehuller. Derfor opfordrer kystlivredderne folk til at bade indenfor deres område.
Aktionstallene for uge 31, den 29. juli til den 4. august, var for Hvide Sande Sydstrand: 0 livreddende aktioner, 5 førstehjælpsaktioner, 7 forebyggende aktioner og 152 oplysende indsatser. For Søndervig: 0 livreddende aktioner, 3 førstehjælpsaktioner, 0 forebyggende aktioner og 78 oplysende indsatser. For landet som helhed: 3 livreddende aktioner, 291 førstehjælpsaktioner, 251 forebyggende aktioner, 6.513 oplysende indsatser.
Erhvervsnyt
Johnny Nielsen (formand) er tiltrådt bestyrelsen for virksomheden Klittens Put & Take ApS i Aargab, Hvide Sande. Connie Martina Riise (adm. dir.) er fratrådt direktionen. Johnny Nielsen er tiltrådt direktionen.
Nyt fra politiet
38-årig mand truede flere personer
Han fik en, to og tre sigtelser, da han opholdt sig ved banegården i Skjern.
LÆS MERE: Mand truede politifolk på livet
På Jagtvej i Ringkøbing har en eller flere ukendte gerningsmænd stjålet en galvaniseret stander og et orange skilt med teksten ”Nabohjælp” og ”DNA Mærkning”. Det er sket i tidsrummet onsdag den 31. juli klokken 18. til torsdag den 1. august klokken 10.00.
Mandag klokken 12.50 standsede politiet en 37-årig mand i Tim, som kørte bil på trods af, at han havde fået frakendt førerretten.
I Bork er to nummerplader (FA 33 783) blevet stjålet fra en bil på Kirkehøjvej. Det er sket i perioden onsdag til mandag.
Politiet har fået anmeldelse om en brand i en bil i Velling Kirkeby. Ingen personer er kommet noget til, og politiet oplyser, at der ikke umiddelbart er noget mistænkeligt ved sagen. Det skete mandag ved 17-tiden.
Ved 18-tiden mandag opstod der ild i en carport i Skjern. Der holdt en bil i carporten, som man havde held til at få ud. Politiet ved endnu ikke, hvordan branden opstod.
Navnenyt
Michael Bosch, Ringkøbing, er død, 56 år.