Solceller: Her vil projektmagerne lave parker
De seneste måneder er efterspørgslen efter nye områder til solcelleanlæg i Ringkøbing-Skjern Kommune steget kraftigt.
Sådan lyder det i dagsordenen for mødet i teknik- og miljøudvalget tirsdag, hvor udvalget skal drøfte, hvordan man vil forholde sig til ønsket om at opføre solcelleparker i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Her er der ønsker om solceller
Blandt andet har kommunen fået en forespørgsel på et meget stort anlæg på mellem 50 og 200 hektar, som ønskes opført i nærheden af Ringkøbing Fjord mellem Velling, Lem, Stauning og Skjern.
Derudover har kommunen fået forskellige forespørgsler på anlæg. Det drejer sig om følgende:
86 hektar i et område mellem No og Ølstrup.
11 hektar i et område mellem Hover, Ølstrup og Spjald.
24 hektar i et område vest for Spjald.
4 hektar i et område nordvest for Skjern.
32 hektar i et område nord for Nr. Bork.
1,7 hektar i et område mellem Videbæk og Fiskbæk.
Tre ting skal drøftes
Administrationens indstilling til udvalget er, at man tager stilling til følgende:
1. Om man ønsker, at der planlægges og etableres almindelige solcelleanlæg?
2. Hvilke signaler man skal give til ansøgerne vedrørende placeringer?
3. Om der er ønske om meget store solcelleanlæg?