Vestjylland

Sirenealarm skyldtes fejl hos Rigspolitiet

Sirenen hylede i flere vestjyske byer fredag aften og skabte utryghed og telefonstorm.

Mange mennesker undrede sig, da sirenen fredag aften ved 22-tiden pludselig hylede kraftigt flere gange i vestjyske byer - blandt andet Ringkøbing, Skjern, Videbæk, Ulfborg, Holstebro, Herning og Skive.

Sirenen skulle lyde, men kun i Viborg, hvor brand i en fabriksbygning på Ølandsvej udviklede kraftig og sundhedsfarlig røg, som drev ind over byen, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

En fejl hos Rigspolitiet betød, at sirenen også hylede i flere andre byer. Betjeningen af sirenerne blev i sidste uge flyttet til afdelingen i Glostrup, og fejlen bliver nu undersøgt, oplyser Thomas Kristensen, pressechef i Rigspolitiet til Ritzau .

Henrik Nielsen, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, vurderer, at sirener har lydt over hele politikredsen. Det gjorde folk i hele området utrygge, og det gav travlhed på telefonerne. Henrik Nielsen fortæller til Ritzau, at der på et tidspunkt var 600 personer i kø, hvilket betød, at folk hverken kunne komme igennem til politiet eller 112.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify