Vestjylland

Hollandsk fisker kørte 154 km/t på landevej

Midt- og Vestjyllands Politi har snuppet hollændere med civile videobiler for at sætte en stopper for høje hastigheder.

Seks hollandske fiskere har det seneste år trådt speederen i bund – både på landevej og motorvej – når de skulle til Thyborøn for at fiske. I et tilfælde blev der kørt op til 154 kilometer i timen på almindelig landevej og 183 kilometer på motorvej.

Midt- og Vestjyllands Politi har ikke færre end 12 gange det seneste år taget seks hollændere i alvorlige fartoverskridelser på vestjyske landeveje og motorvej.

Det var et tip fra en borger i lokalområdet, der førte politiet på sporet. Borgeren undrede sig nemlig over, at han ofte blev overhalet af udenlandske biler, der kørte meget hurtigt, mellem klokken 4 og seks om morgenen.

Midt- og Vestjyllands Politi tog derefter affære og har systematisk med civile videobiler overvåget strækninger fra den sydlige kredsgrænse til Thyborøn og dokumenteret, hvordan flere biler på hollandske plader kører alt for stærkt. De tolv sager dækker over i alt seks forskellige personer.

Efterforskningen har vist, at det i de konkrete tilfælde har været hollandske fiskere, der gennem natten er kørt op gennem Tyskland, fortsat op gennem Jylland for så at ende i Thyborøn for at fiske. Undervejs har de hollandske fiskere altså kørt alt for stærkt på landsdelens veje.

De hollandske fiskere har fået bøder på mellem 2.500 kroner og 7.500 kroner. I syv tilfælde har det desuden resulteret i en betinget frakendelse af kørekortet, mens én har fået frakendt kørekortet. Endnu en hollandsk fisker til at miste kørekortet, men den sag er endnu ikke afsluttet.


Foto: En bilist kører 154 kilometer i timen på almindelig landevej. (Foto: Midt- og Vestjyllands Politi)

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify