Vestjylland

Mandagens korte nyheder fra Ringkøbing-Skjern

Bliv opdateret på mandagens vigtigste nyheder fra Ringkøbing-Skjern på to minutter.

Erhvervsnyt

Heidi Munck Graversen er nyt medlem af bestyrelsen i AJ-Skjern A/S.

Flemming Wenneberg er gået af som direktør i Slusens Fiskehal ApS i Hvide Sande.

Nyt fra politiet

Der har været indbrud i en landejendom på Blåkildevej ved Lønborg. Det er sket fra onsdag klokken 22 til torsdag klokken 7. Man er kommet ind ved at knuse en rude i et udhus. Der er endnu ikke overblik over, om der er stjålet noget.

Der har været indbrud i en villa på Vinkelvej i Bølling. Det er sket fra mandag klokken 20 til klokken 22. Man har stjålet en iPhone samt en pakke, som indeholdt nogle fotobøger. Pakken blev efterfølgende fundet et stykke væk fra ejendommen, men den var ødelagt pga. regnvejr. En ung mand er set i nærheden, hvor han stod med en telefon, men det vides ikke, om den unge mand har noget med indbruddet at gøre.

Fredag aften mellem klokken 17.30 og 18.30 fik en kvinde stjålet sin pung ved det lokale julemarked.

En mand besøgte fredag sin far på plejehjemmet i Videbæk. Manden var beruset, og han opførte sig så ubehageligt, at man måtte tilkalde politiet. Det blev besluttet at køre manden på Skovvang, som er et behandlingssted for alkoholikere. I bilen sagde han en række mindre pæne ting til betjentene, hvilket han blev sigtet for. Det endte også med, at politiet besluttede at køre ham til detentionen i stedet for Skovvang. Her slog han ud efter en betjent – uden at ramme – hvilket medførte en sigtelse for forsøg på vold.

Fredag ved middagstid blev en iPhone stjålet på Hvide Sande Skole.

Der har været indbrud i en villa på Norgesgade i Ringkøbing. Det er sket lørdag fra klokken 13 til 22. Man er kommet ind ved at bryde et vindue op med et koben. Man har pakket julegaver op og stukket af med en Playstation samt nogle smykker.

Lørdag fra klokken 10 til søndag klokken 11.30 har der været indbrud på Grønlandsgade i Ringkøbing. Man har knust en rude i hoveddøren med en sten, og man har blandt andet stjålet kontanter.

Der har været indbrud i en villa på Hvedemarken i Ringkøbing. Det er sket fra fredag 20.30 til søndag 13.15. En rude er pillet ud, og man har stjålet smykker og kontanter.

Der har været indbrud i en villa på Bygvænget i Ringkøbing. Man er kommet ind ved at pille et vindue ud. Man har stjålet smykker. Politiet oplyser, at man har fundet et fodaftryk, som ser ud til at være identisk med et fodaftryk fra indbruddet på Hvedemarken.

Der har været indbrud i en villa på Blomstervænget i Ringkøbing. Det er sket fredag fra klokken 13 til 19. Man har pillet en rude ud, og der er stjålet kontanter.

Navnenyt

Erik Gade, Ringkøbing, er død, 82 år.

Iver Nørlund, Skjern, er død, 86 år.

Edith Mortensen, Videbæk, er død, 87 år.

Inge Høy, Skjern, er død, 69 år.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2020 Cookiepolitik / Udviklet af Optify