Vestjylland

Korsbakke får en kreds i Aarhus

Sebastian Korsbakke forsøgte forgæves at blive folketingskandidat i Ringkøbing-Skjern. Nu har han fået en kreds i Aarhus.

Sebastian Korsbakke, der var en af de fem kandidater, som forsøgte at blive opstillet ved folketingsvalget for Venstre i Ringkøbing-Skjern tidligere på året, er nu blevet folketingskandidat for Venstre i Aarhus Nord-kredsen.

"Jeg blev prikket på skuldrene, efter jeg havde forsøgt at blive kandidat i Ringkøbing-Skjern. Der var åbenbart nogle, der mente, at man kunne gøre brug af mine evner et andet sted," fortæller Sebastian Korsbakke, som er rigtig glad for sin nye kreds.

"Hvis man ikke kan få Ringkøbing-Skjern, vil jeg gå så langt som at sige, at Aarhus Nord er det næstbedste," siger han.

Sebastian Korsbakke er 25 år, og han læser til daglig jura på Aalborg Universitet, hvor han er i gang med sidste semester på studiet.

Ved folketingsvalget i 2015 fik Venstre fire kandidater valgt til folketinget i Østjyllands Storkreds. De fire kandidater, som blev valgt, var Jakob Ellemann Jensen, Troels Lund Poulsen, Britt Bager og Michael Aastrup Jensen.

Storkredsen vil med stor sandsynlighed give fem mandater ved dette valg, fordi Søren Gade ikke genopstiller i Nordjyllands storkeds, hvilket ventes at sende et ekstra Venstre-mandat til Østjylland.

"Hvis jeg bliver valgt, vil jeg arbejde for bedre forhold for de studerende, kæmpe for at vi fortsat investerer massivt i sundhedsvæsenet, og værne om retsstaten, retssikkerheden og den internationale retsorden," siger han.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify