Vestjylland

Klub for unge skal skabe fællesskab og netværk

23-årig ringkøbingenser fik ideen til en klub for 20-35-årige i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Hvor går man hen i Ringkøbing-Skjern Kommune, hvis man er ung og gerne vil møde andre jævnaldrende og ligesindede?

Det spørgsmål stillede den 23-årige Emma Kaasgaard, der er vokset op i Astrup og nu bor i Ringkøbing, sig.

Men hun kom også selv med svaret, for Emma Kaasgaard er nemlig idé-kvinde bag den ny-etablerede klub, InWestjylland

"Jeg har en del venner, der er medlem af Klub Eksilvestjyder, som fastholder deres engagement i forhold til Vestjylland i studiebyerne. Jeg syntes, der manglede noget for os, der har valgt at blive, eller som er flyttet tilbage," fortæller hun og tilføjer:

"Jeg ville gerne være med til at sætte fokus på, at der også sker noget her; at det eneste rigtige ikke er at flytte til storbyerne."

Idé-udviklede med chefen

Emma Kaasgaard idéudviklede sammen med sin chef i Ringkjøbing Landbobank på vej hjem fra et møde – og hun kontaktede borgmester Hans Østergaard (V) og blev inviteret til møde på borgmesterkontoret.

"Vi vil godt hjælpe unge mennesker til at få udvidet deres sociale fællesskab og faglige netværk," siger Hans Østergaard i en pressemeddelelse.

Ringkøbing-Skjern Kommunes bosætningskontor blev inddraget, og der blev sammensat en gruppe bestående af otte unge på tværs af kommunen. I fællesskab har de nu stablet klubben, InWestjylland, på benene med det formål at fungere som et netværk for unge voksne borgere/tilflyttere – et sted, hvor jævnaldrende kan mødes og deltage i netværks-skabende aktiviteter.

Invitationer er sendt ud

Arbejdsgruppen bag InWestjylland har sendt invitationerne til klubbens første arrangement, "Vandsport og Haveleg", der finder sted torsdag den 20. juni kl. 17.00 ved Rådhuset i Ringkøbing. Dagens program står på vandsport i Ringkøbing Fjrod, havespil på græsset foran rådhuset – og klokken 19.30-21.00 på tapas og netværk.

Interesserede skal tilmelde sig senest den 6. juni. Det sker ved at man melder sig ind i klubben på Ringkøbing-Skjern Kommunes hjemmeside under inwestjylland/tilmelding-arrangement.

Gruppen bag det første arrangement er: Emma Kaasgaard, Ringkøbing, Tanja Charlotte Krog Sørensen, Ringkøbing, Jeppe Hykkelbjerg Christensen, Højmark, Tim Hykkelbjerg Christensen, Højmark, Julie Dam Christensen, Hvide Sande, Maiken Faaborg, Ringkøbing, Magnus Mortensen, Tim og Frederik Osmundsen, Lønborg.

InWestjylland er et pilotprojekt under Ringkøbing-Skjern Kommunes bosætningskontor, det får support og tilskud fra kommunen indtil nytår. Derefter evalueres projektet, og det besluttes, om det skal vøres permanent.

(På billedet nogle af medlemmerne i arbejdsgruppen InWestjylland. Det er fra venstre: Julie Dam Christensen, Tanja Krog Sørensen, Emma Kaasgaard, Frederik Osmundsen, Maiken Faaborg, der rækker hånden frem mod nye bekendtskaber. Magnus Mortensen og Tim og Jeppe Hykkelbjerg Christensen var ikke til stede, da billedet blev taget.)

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify