Du kan indstille kandidater til Frivilligprisen 2019
Enkeltpersoner, foreninger og organisationer lægger dag ud og dag ind timers arbejde og masser af engagement i det frivillige, sociale arbejde i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Det er grunden til, at kommunen endnu engang gerne hylder frivillige kræfter med Frivilligprisen 2019. Derfor vil den gerne have dit/dine forslag til, hvem der fortjener prisen, som består af et diplom samt 5.000 kroner.
Kriterierne
Kriterierne for at komme i betragtning til den kommunale pris er:
En (eller flere) frontløber(e), som har været med til at skabe ny udvikling og inspirere andre på det frivillige sociale felt.
En person, forening eller organisation, som har været med til at styrke samarbejdet på
tværs – for eksempel ved at involvere andre samarbejdspartnere eller målgrupper.
En person, forening eller organisation, som har skabt opmærksomhed omkring en ellers overset problematik inden for det frivillige sociale område, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Begrundelse
Indstillinger til Frivillighedsprisen 2019 skal sendes til ekstern.udvikling@rksk.dk – senest søndag den 1. september.
Den skal indeholde en beskrivelse af kandidatens eller foreningens frivillige arbejde, samt en begrundelse for, hvorfor netop denne kandidat/forening/organisation fortjener prisen – samt kontakt-info på den, der indstiller.
Frivilligrådet indstiller deres kandidater til social- og sundhedsudvalget, der tager beslutning om prismodtagere.
Prisen overrækkes ved Frivillighedsarrangement for alle frivillige og foreninger den 26. november.