Vestjylland

Event ved Vestkysten sætter fokus på plastikforurening

Ti dage i august kan interesserede fra Sild til Skagen deltage i et projekt, der skal fjerne plastik fra stranden.

Race for Oceans hedder det koncept, som Signe Simonsen har udviklet og afvikler fra den 13. til den 22. august langs den jyske vestkyst – fra Sild til Skagen.

Hun cyklede i maj den 400 kilometer lange tur og konstaterede, at det ikke var alle steder på strækningen, at der blev taget hånd om plastikken på stranden.

"Der er stor variation i indsatsen – og det er jo i alles interesse, at kysten er fin," understreger hun.

Depeche fra syd til nord

Blandt andet bemærkede hun, at Ringkøbing-Skjern Kommune har stillet affaldskasser op, hvor strandgæster kan fylde plastik samt andet affald, der er drevet i land, i.

"Ringkøbing-Skjern Kommune var også nogle af de kommuner, der ikke ønskede, at vi foretog strandrensning," fortæller hun.

Signe Simonsen har lavet turen som en sportsevent med en depeche, som skal føres fra Sild til Skagen – og etapestop undervejs, blandt andet ved livreddertårnet i Søndervig, hvor deltagerne stopper torsdag den 15. august og starter fra næste dag klokken 10.

En til tolv kilometer

Strækningen er inddelt i 189 sektioner, som varierer fra en til tolv kilometer, og der indgår discipliner i form af gang/løb på stranden, havkajak og eller svømning i havet.

Signe Simonsen, der er tidligere elite-svømmer og første danske kvinde i The 7 Continent Marathon Club, har stor kærlighed til Vesterhavet. Hun håber, at så mange som muligt vil deltage i Race for Oceans. Tilmeldingen foregår på hjemmesiden raceforocean.org

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify