Vestjylland

Disse kandidater står til at blive valgt i Vestjylland

Hos flere af de store partier er der hårde interne kampe om at få lov at repræsentere Vestjylland i Folketinget.

Enhedslistens Jakob Sølvhøj står til at blive genvalgt.

Alternativet ser ud til at miste sit mandat i Vestjyllands Storkreds pga. partiets tilbagegang på landsplan, og fordi partiets vestjyske profil Rene Gade ikke genopstiller.

SF kæmper for at få partiets spidskandidat Signe Munk valgt til folketinget. Som meningsmålingerne ser ud lige nu, er det meget sandsynligt, at hun opnår valg.

Socialdemokraterne har i dag fire folketingsmedlemmer valgt i Vestjylland. Partiet står til måske at gå et mandat frem i Vestjylland. Anette Lind, Mogens Jensen og Thomas Jensen vurderes at være sikre på genvalg. Det er mere usikkert, om Karin Gaardsted genvinder sin plads i Folketinget. Det skyldes, at hun risikerer at blive overhalet af Anne Paulin, som er opstillet i Skive-kredsen. Får Socialdemokraterne fem mandater, vil det femte mandat formentlig gå til Karin Gaardsted.

Radikale står til at genvinde sit mandat i Vestjyllands Storkreds. Det betyder, at Andreas Steenberg genvinder sin plads i folketinget, medmindre han bliver slået af partifællen Hanne Roed, der er næstformand for regionsrådet.

KD ser ud til at have gode chancer for at trække et kredsmandat i Vestjyllands Storkreds. De seneste meningsmålinger tyder endda på, at partiet kan komme over de 2,0 procent på landsplan. Det vil i så fald medføre, at partiet får mindst fire mandater. Hvis KD får et kredsmandat i Vestjyllands Storkreds, betyder det med næsten garanti, at Kristian Andersen kommer i Folketinget. Får partiet over 1,1 procent af stemmerne samtidig med, at partiet får kredsmandatet i Vestjylland, vil det formentlig medføre, at Marianne Karlsmose, der er opstillet i Sønderjylland, kommer ind på et tillægsmandat. Får partiet et kredsmandat i Vestjylland og over 1,6 procent af stemmerne på landsplan, vil det formentlig medføre, at Isabella Arendt også kommer ind på et tillægsmandat. Får partiet over 2,0 procent af stemmerne på landsplan, bliver Kristian Andersen, Marianne Karlsmose, Isabella Arendt og formentlig partiformand Stig Grenov valgt til Folketinget. Hvis partiet overrasker og får over 2,5 procent af stemmerne, vil det formentlig medføre et mandat til en af partiets kandidater på enten Fyn eller Sjælland. Får partiet over 3 procent af stemmerne får partiet yderligere et mandat, som enten tilfalder Nordjylland eller Vestjylland. Falder dette mandat i Vestjylland, vil det formentlig være Jens Erik Damgaard, Simon Skals eller Jens Kristian Nielsen, der får mandatet.

Konservative står til at genvinde sit mandat i Vestjyllands Storkreds. Det betyder, at partiformand Søren Pape Poulsen med næsten garanti bliver genvalgt. Ved valget i 2015 var partiet nervøst for, om Søren Pape overhovedet ville være i stand til at trække sit eget mandat i Vestjylland. Det lykkedes med nød og næppe, ikke mindst fordi han er meget populær i Viborg, hvor han var en særdeles vellidt borgmester, inden han blev partiformand. Det betyder samtidig et farvel til Orla Østerby, som har siddet i Folketinget, siden Søren Pape blev minister, medmindre Konservative kommer i regering efter valget, og Orla Østerby samtidig formår at slå det unge konservative håb, Line Damgaard, som er opstillet i Silkeborg.

Dansk Folkeparti ser ud til at miste det ene af sine tre mandater i Vestjyllands Storkreds. Dennis Flydtkjær vurderes at være sikker på genvalg. Det betyder, at Karina Due og Christian Langballe slås om det andet mandat.

Venstre står til at få enten fire eller fem mandater valgt i Vestjyllands Storkreds. De eneste Venstre-kandidater i storkredsen, der er så godt som sikre på at blive valgt, er Inger Støjberg og Kristian Jensen. Det efterlader to eller tre pladser. De seriøse bejlere til pladserne er Kristian Pihl Lorentzen, Carsten Kissmeyer, Thomas Danielsen og Kenneth Mikkelsen. Mest sandsynligt er det, at pladserne går til Kristian Pihl Lorentzen og Thomas Danielsen, og at Carsten Kissmeyer bliver valgt, hvis Venstre mod forventning får fem mandater valgt i Vestjylland.

Liberal Alliance risikerer at miste sit mandat i Vestjyllands Storkreds pga. partiets tilbagegang på landsplan, og fordi partiets hidtidige spidskandidat Leif Mikkelsen ikke genopstiller. Partiets nye spidskandidat er Alex Vanopslagh. Han er opstillet i Struer og bor i dag i København, hvor han sidder i Københavns Borgerrepræsentation. Han ses som et godt bud på en kommende formand for Liberal Alliance, men hvis det ikke lykkes ham at blive valgt, kan det skubbe drømmen om en formandspost langt ud i fremtiden.

Nye Borgerlige ser ikke ud til at få et mandat i Vestjyllands Storkreds.

Om Klaus Riskær og Rasmus Paludan kommer i Folketinget afgøres næppe i Vestjylland.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify