Vestjylland

Feriehus-udlejningsbureau har tredje rejsegilde på ni måneder

Nyt kontor i Blåvand, nyt kontor i Vejers Strand og nu holder bureauet rejsegilde på et nyt kontor i Houstrup.

Tre gange rejsegilde på ni måneder.

Det er nok de færreste, der har prøvet det, men det er situationen hos Esmark Feriehusudlejning, når firmaet torsdag den 11. april klokken 14 lader kransen ryge til tops på et nyt byggeri på Vestkysten denne gang på Houstrup Strandvej 4 i Houstrup.

Byggeriet opføres i den karakteristiske klitgårds-stil med mursten og stråtag, ligesom firmaets andre bygninger. Den 430 kvadratmeter store bygning i Houstrup kommer ud over kontor til at huse et moderne værksted med trailere og professionelt værktøj, som husejerne kvit og frit kan låne døgnet rundt, ligesom de gratis kan benytte de store industrivaskemaskiner og tørretumblere i vaskeriet.

Det nye kontor kommer til at huse både nuværende og nye medarbejdere. Væksten i udlejningen af både eksisterende og nye Esmark-sommerhuse i Houstrup har nemlig været så markant de seneste to år, at medarbejderteamet styrkes yderligere for at opretholde det høje serviceniveau overfor de mange nye feriegæster og sommerhusejere, skriver firmaet i en pressemeddelelse.

Gjort området kendt

"Da Esmark i 2017 købte Schultz Feriehuse i Houstrup, kom Esmark med en stor portefølje af tyske stamgæster, som elsker Vestkysten og "natur pur", men aldrig havde hørt om det lidt mindre kendte ferieområde Houstrup," siger medindehaver af Esmark, Thomas Sørensen, og tilføjer:

"Mange af dem har nu fået øjnene op for, hvor fantastisk det er at holde ferie på en afskærmet naturgrund, der emmer af skovidyl og fred og ro. Det er en trend, som vi tror på vil fortsætte, og derfor satser vi stærkt på Houstrup. Vi har hævet udlejningen i Houstrup voldsomt de sidste par år, og derfor mangler vi faktisk gode huse til udlejning i området."

Seks afdelinger

Det nye kontor i Houstrup er det femte i rækken af stråtækte murstensbygninger, der er blevet kendetegnende for Esmark. Det begyndte med kontoret i Bjerregård i 2004, derefter fulgte Søndervig, Blåvand, Vejers Strand og nu Houstrup. Desuden har firmaet et kontor i Henne Strand.

Susanne Roslyng, der er bureauchef hos Esmark i Houstrup, håber, at husejere, gæster, samarbejdspartnere og andre interesserede vil komme til rejsegildet og se de nye lokaler.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify