Skjern-Tarm

Vestjysk snaps blev udsolgt på en uge

Det ligner begyndelsen på et sandt snapseeventyr i Stauning.

Anders Juhl og Henrik Agger hedder to vestjyske iværksættere fra landsbyen Stauning ved Skjern, som har kastet sig ud i noget så klassisk dansk som at producere snaps.

For det er på høje tid, at snapsen kommer tilbage på danske hænder, lyder det fra Anders Juhl med henvisning til, at De Danske Spritfabrikker i Aalborg for fem år siden blev opkøbt af en norsk koncern.

”Når nu nordmændene har stjålet snapsen fra os ved at købe spritfabrikkerne, så tænkte vi, at nu må vi se at få den generobret. Vi skal have gang i snapsen igen, og den skal genopfindes, så den ikke kun produceres som en traditionel akvavit med en smag af kommen. Det er det, vi har kastet os ud i,” siger Anders Juhl fra selskabet Lowlands, som er navnet på den nye danske snapseproducent.

De to iværksættere lancerede deres første snaps den 10. november, og den blev revet væk. Efter blot en uge var der udsolgt: 420 flasker var solgt.

The Forbidden hedder snapsen, som er produceret på solbærbuske.

”Snapsen er lavet på grenene fra solbærbuskene. På den måde får man en smag af solbær kombineret med en dyb tone af lakridsrod fra grenene. Vi har ikke flere flasker tilbage, så hvis man vil smage den, må man besøge en af de restauranter, der har den på menukortet,” siger Anders Juhl.

Det drejer sig blandt andet om restaurant Stuen th. i Skjern og Hotel Fjordgården i Ringkøbing.

Anders Juhl fortæller, at han og kollegaen er i fuld gang med at undersøge, hvad den næste snaps skal laves på.

”Vi har ikke flere af de her friske solbærbuske, så lige nu er vi i en proces, hvor vi skal finde frem til, hvad den næste smag skal være. Vi har lavet forskellige prøver, som var okay uden at være helt oppe at ringe, og vi har givet hinanden håndslag på, at vi ikke vil gå på kompromis, så det kommer til at tage den tid, det tager, for det skal være en snaps, som vi selv kan stå 100 procent inde for,” siger han.

Ambitionen er at gøre snaps til en drik, som danskerne forbinder med mere end bare en sildemad til en jule- og eller påskefrokost.

”Vi mener, at den type snaps, vi kommer med, er særdeles velegnet til cocktails og i kombination med mad,” siger Anders Juhl.

Han fortæller, at han og kollegaen Henrik Agger begyndte at eksperimentere med de forskellige smage kort efter nytår i år.

”Vi har leget lidt med nogle skæve vinkler. Vores allerførste tanke var at bruge waste-produkter, som ellers bare bliver smidt væk. I den forbindelse kom vi til at snakke om krabbekløer, og om man kunne prøve at destillere selve kroppen. Det måtte vi dog droppe igen, for det lugtede som på Esbjergs fiskerihavn på en rigtig dårlig dag. Det blev mildt sagt lidt specielt. Derfor endte det med at blive de her solbærbuske i stedet,” siger Anders Juhl.

”Det er der til gengæld kommet et rigtig fint resultat ud af, som vi er meget tilfredse med. Så må vi se, hvad den næste snaps bliver for en slags. Vi er tæt på at være der, men vi skal lige have justeret det sidste, inden vi løfter sløret for den,” siger han.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify