Skjern-Tarm

Ugens korte nyheder fra Skjern-Tarm

Bliv opdateret på ugens vigtigste nyheder fra Skjern-Tarm på to minutter.

Erhvervsnyt

Inger Boysen er trådt ud af bestyrelsen i Dyrlægegruppen Skjern Å-Videbæk A/S.

Bent Allerslev Frandsen er gået af som formand for Vestergaard Mark A/S i Hemmet.

Jens Jørgen Jessen Bjerrisgaard er ny formand for Herborg Smede- og Maskinforretning A/S. Han afløser Jens Alfred Poulsen på posten. Henning Siersbæk og Morten Buus er optaget som nye medlemmer af bestyrelsen. De afløser Lars Henrik Hansen og Jakob Kildegård Pedersen.

Nyt fra politiet

En 24-årig mand blev sigtet for at køre med alkohol og narko i blodet klokken 01.50 natten mellem fredag den 6. september og lørdag den 7. september. Manden blev stoppet på Vardevej i Lyne.

Kræmmerbutikken i Lønborg blev lørdag den 7. september udsat for et tyveri, da en klapvogn, som stod ude foran butikken, blev stjålet. Det skete mellem klokken 9 og klokken 15.

En mand fra Ådum kørte ud for ubetinget vigepligt fra Vindingvej til Barslundvej ved Ådum onsdag morgen klokken 07.05. Det resulterede i, at en kvinde fra Tarm, kørte ind i siden på mandens bil. Ingen kom noget alvorligt til ved uheldet.

Der har været indbrud på et landbrug på Nr. Vognbjergvej i Dejbjerg, hvor en teleskoplæsser er blevet stjålet fra en stald. Den har registreringsnummer BC 17 265. Indbruddet fandt sted natten mellem mandag og tirsdag mellem klokken 02.30 og 04.00.

Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Tarm har været udsat for et indbrud. Ukendte gerningsmænd er kommet ind gennem taget, men har ikke stjålet noget. Politiet antager, at man har lavet hullet i taget et forkert sted, da genbrugsbutikken har til huse i samme bygning som supermarkedet Løvbjerg. Her har man forsøgt at komme ind gennem taget, men uden held. Det er sket fra søndag klokken 21.15 til mandag klokken 10.00.

En iPhone er blevet stjålet fra et bord hos en virksomhed på Industrivej i Skjern. Det er sket fredag den 6. september fra klokken 17.00 til 19.00.

Der har været indbrud fra en garage på Oblingvej i Bork, hvor der er stjålet 50 m2 klinkegulv og underlagsgulv. Det er sket torsdag fra klokken 9.30 til 15.00.

Klokken 17.35 torsdag standsede politiet en bilist i Lyne, som man mistænker for at have været påvirket af hash under kørslen. Der var tale om en mand fra Esbjerg.

Navnenyt

Jørgen Bernhard, Hemmet, er død, 62 år. 

Kristian Peder Lauridsen, Tarm, er død, 89 år.

Ketty Marie Vestergaard, Tarm, er død, 99 år.

Bo Sørensen, Skjern, er død, 46 år.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify