Ugens korte nyheder fra Skjern-Tarm
KD opstiller kandidat fra Hemmet
Kristendemokraterne stiller med hele fire kandidater til Folketinget fra Ringkøbing-Skjern Kommune. Det kom frem fredag, da byrådsmedlem Hanne Simonsen fra Hemmet meldte sig som kandidat. Derudover opstiller byrådsmedlemmerne Kristian Andersen fra Tarm og Jens Erik Damgaard fra Ringkøbing foruden Merete Rossing Mogensen fra Skjern, der er blevet kandidat for KD i Varde.
Portræt af kulturpris-modtageren
Vestnyt.dk bragte tirsdag aften et portræt af Otto Pilgaard fra efterskolen DHE i Skjern, som har vundet Ringkøbing-Skjern Kommunes årlige kulturpris.
LÆS MERE: Verden kom til Otto, nu kommer han selv ud i den
Foredrag med Bodil Jørgensen
Mandag den 21. januar er der foredrag med skuespiller Bodil Jørgensen på Blaakilde Efterskole, som ligger ved Tarm. Bodil Jørgensen vil blandt andet fortælle om sin karriere som skuespiller og komme ind på emner som kærlighed, tro og meningen med livet. Foredraget begynder klokken 19.30.
Erhvervsnyt
Jens Jensen har stiftet selskabet Mediecenter Ringkøbing-Skjern ApS i Skjern. Selskabets formål er at drive virksomhed indenfor reklame og marketing.
Jan Simmelkjær har stiftet selskabet HH Entreprenør ApS i Hanning. Selskabets formål er at udføre opgaver inden for byggeri og anlæg.
Nyt fra politiet
Fredag eftermiddag ved 16-tiden blev Sportigan i Skjern udsat for butikstyveri, da en yngre udenlandsk kvinde stjal varer for anslået op til 10.000 kroner. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern, som har talt med indehaver Johnny Skovby, som fortæller til avisen, at man nu vil overveje at sætte overvågningskameraer op i butikken.
Fire hætteklædte mænd brød fredag den 11. januar mellem klokken 12 og 13 ind i en garage på Hærmandsgårdevej i Sdr. Vium, hvor de forgæves forsøgte at stjæle en motorcykel, en knallert, en havetraktor og noget værktøj. De ankom først med en lille trailer uden at slippe af sted med tingene, og en times tid senere vendte de tilbage med en større trailer, men igen uden at få tingene med sig. Politiet oplyser, at de ankom i en grøn bil – formentlig af mærket Renault – som var uregistreret.
Der er begået indbrud i et sommerhus på Tranebærvej i Vostrup. Det er sket i perioden 13. november til 13. januar. Der er blandt andet stjålet et Apple-tv.
Ukendte gerningsmænd har begået hærværk mod en bil i Tarm i tidsrummet lørdag den 12. januar klokken 10.00 og søndag den 13. januar klokken 10.45. Der er tale om en sølvgrå Kia Picanto, som er blevet ridset hele vejen rundt med en skruetrækker eller lignende.
To ældre kvinder i Tarm fik tirsdag eftermiddag besøg af en tricktyv, der angiveligt forsøgte at stjæle deres punge. Hverken det ene eller andet sted fik tyven dog held af forsøget. Der er tale om en kraftig mand på 40-50 år, der taler gebrokkent dansk. Politiet opfordrer ældre mennesker i området til at være påpasselige og til at låse døren.
En mand i Tarm har fået stjålet sin brobizz fra sin bil i tidsrummet 21. oktober til 8. december. Han anede ikke, at brobizzen var væk, før han fik en regning på 200 kroner, fordi den var brugt på en norsk betalingsvej den 8. december.
Navnenyt
Kirsten Marie Kokholm, Tarm, er død.
Nina Pedersen, Skjern, er død.
Birgit Rasmussen, Tarm, er død.
Inger Marie Rabjerg, Skjern, er død.
Viola Johanne Pagh, Tarm, er død.