Skjern-Tarm

Stefan Hansen laver læder-livremme og bælter i hånden

Et bælte, en kort-holder, taske og andet i kernelæder. 31-årig Skjern-bo laver det i hånden på bestilling.

Stefan Hansen viser tre forskellig farvede livremme, han har lavet af kernelæder fra Italien. Flotte og gedigne livremme, der oser af akkuratesse, kærlighed til læder-håndværket og en kvalitet, der sender tankerne tilbage til dengang, da ting havde en lang levetid.

Lang levetid er også tanken bag den 31-årige Skjern-bos webshop-firma, Alison Leathercraft, der blev registreret den 31. marts i år, er på facebook og cirka 1. juni får en hjemmeside.

"Jeg vil gerne tilbage til, at bælter holder i 30-40 år og går videre til næste generation. Jeg lavede en ny livrem til min morfar i fødselsdagsgave. Han har en, der er 35 år gammel, den fejler intet, bortset fra, at den er gået op i syningen," fortæller Stefan Hansen.

Han var træt af livremme, hvor der står "genuine leather", selv om det ikke er læder. De holder ikke, man smider dem ud og køber en ny, understreger han.

Den bedste til at sy

Stefan Hansen har altid været kreativ. Han har lavet arbejdsbord og bænke i garagen og smedet knive som voksen, og kunne godt lide de kreative fag i skolen.

"Jeg var den bedste til at sy i hånd og på maskine," siger han og smiler.

Færdighederne i håndsyning kommer ham til gode nu, når han syer spænder fast på livremme, syr etuier, kortholdere, tasker og andet. For Stefan Hansen syr nemlig alt i hånden - aldrig på maskine, selv om det ser sådan ud på grund af stingenes ensartethed.

Så det på youtube

Han blev fanget og fascineret af læder-arbejde på youtube og gik selv i gang for fem-seks uger siden - ved spisebordet hjemme i privaten. Bortset fra, når han skal farve læderet, så går han ud i garagen, for det sviner.

Stefan Hansen fremstiller kun på bestilling, og kunder kan altid henvende sig og høre, om det er noget, han kan lave.

"Jeg har fået en forespørgsel på at lave et hestepas, hvor alle hestens papirer kan være i," fortæller han og viser en papirudgave.

Han laver nemlig en tegning på computer, printer den ud og samler papirudgaven for at se, om han kan lave det samt sikre sig, at størrelsesforholdet passer.

Kunderne først

Selv om Stefan Hansen kun har været i gang i godt en måned, har det ikke skortet på bestillinger. 

"Jeg er overrasket over, at jeg har så meget at lave på så kort tid. Engang solgte jeg for 5000 kroner på fem dage, og jeg har leveret ni bælter til Mr. i Skjern," siger han og tilføjer med et smil:

"Lige siden jeg startede, har jeg prøvet at få lavet et bælte til mig selv. Men det er ikke lykkedes, for der er kommet en og skulle have lavet et."

Læderarbejdet og firmaet er en fritidsbeskæftigelse for Stefan Hansen; han arbejder på Vestas Air Coil i Lem. Men han håber, det en dag går fra fritid- til fuldtidsarbejde.

"Jeg ved ikke, hvor lange udsigter, det har," siger han og smiler.

Blev alligevel selvstændig

Stefan Hansen er født og opvokset i Skjern. Han er gift med Maria Alison Jørgensen, sammen har de den godt tre måneder gamle datter, Frigg. Han er far til syv-årige Andreas Holtegård, som bor hos dem hver anden ugen.

Den 31-årige Skjern-bo har i øvrigt ikke det med eget firma fra fremmede. Hans mor har Garnnøglen i Skjern og hans far er vognmand og indehaver af JH Transport.

"Jeg havde aldrig nogensinde troet, jeg blev selvstændig, men det blev jeg," siger han og smiler.

 

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify