Skjern-Tarm

Salget af 100 års jubilæums-plakater i fuld gang

Skjern Handelsforening markerer blandt andet sit 100 års jubilæum med fire forskellige plakater af Skjern-bygninger.

Skjern Vindmølle, Holger Danske, tårnet ved Mister-butikken og vandtårnet. Det er de fire motiver, som pryder plakaterne, som Skjern Handelsforening har fået trykt i anledning af sit 100 års jubilæum.

"De er lavet i messingtryk og en rigtig god kvalitet - det er rigtig flotte," siger Mette Christensen, bychef i Skjern Handelsforening.

Motiverne er en stregtegning begået af Ørskov i Skjern og trykt hos Strandbygaard. Plakaterne måler 50x70 centimeter og koster - naturligvis på grund af 100 års-jubilæet - 100 kroner per styk. Og der er - naturligvis - trykt 100 eksemplarer med hvert motiv.

Alle har en holdning

Der er stor interesse for plakaterne, som kunne købes fra i dag, den 11. marts - ved middagstid var de første 20 plakater solgt, oplyser Mette Christensen.

"Nogle har bestilt en, to eller tre - andre alle fire. Hvis det er en bestemt plakat, folk har bestilt, får vi historien om, hvorfor det skal være den, siger bychefen og tilføjer, at alle har en holdning til plakaterne.

På unges ønskeseddel

Det oplevede hun i høj grad også, da hun lagde plakaterne på foreningens facebook-side.

"Der var flere unge, der er flyttet hjemmefra for at studere, som taggede deres far eller mor og skrev, at det ønsker jeg mig i fødselsdagsgave eller julegave. Det er sjovt, og det viser, at selv om de er flyttet, har de ikke helt sluppet Skjern," siger Mette Christensen.

Hun vil ikke afvise, at hvis plakaterne bliver en succes, kommer der plakater med nye motiver af Skjern-bygninger i handelen til jul.

200 balloner i spil

Skjern Handelsforenings 100 års jubilæum markeres også på anden vis - fra den 13.-16. marts disker butikker nemlig op med 100 kroners jubilæumstilbud i 100 timer.

Fredag den 15. marts finder den officielle seance. Skjern Garden musicerer igennem byen klokken 15.30 og en halv time senere holder Majbrit Vestergaard, formand for 100-års fødselaren, og Hans Østergaard, borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune tale. Andre, der har lyst til at sige et par ord, er ifølge bychefen også velkommen.

Derefter trakteres med "bobler" og lidt godt til ganen, inden bychefen sætter 200 balloner i spil - hver af dem indeholder en seddel med besked fra alt om en god dag til vinder af en bog, en duft eller en gavekort til byen.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify