Skjern-Tarm

Kommunen arrangerer demens-dag uden tabuer

Oplysningsdag gør pårørende til demente klogere på at tackle sygdommen og på kommunale tilbud.

Hvorfor er det så svært at tale om demens? Hvorfor følger fordomme, fejlopfattelser, misforståelser og berøringsangst personer med demens? Hvordan kan man som pårørende bedst hjælpe et familiemedlem med demens med at håndtere den frustration og ensomhed, der ofte følger med? Og hvordan kan man passe på sig selv som pårørende?

Dét er nogle af de spørgsmål, man kan få svar på, når Ringkøbing-Skjern Kommunes afdeling Sundhed og Omsorg torsdag den 26. september klokken 13.00-17.15 inviterer til oplysningsdag om demens i Aktivitetscentret i Skjern.

Desuden kan deltagerne også høre om den hjælp, som Ringkøbing-Skjern Kommune tilbyder.

Viden er vigtig

"Demens er en folkesygdom, og jo mere vi alle sammen ved om sygdommen, jo bedre bliver vi til at tackle de mennesker omkring os, der lider af demens, siger Tina Enevoldsen, demenskoordinator i Ringkøbing-Skjern Kommune, og tilføjer:

"Og kan vi være med til at få vendt tabuet om demenssygdomme, er vi kommet godt på vej."

Demens er den 5. hyppigste dødsårsag i Danmark, og det anslås, at mindst 89.000 mennesker lever med sygdommen.

Tabuer skal nedbrydes

Tidligere blev demens generelt opfattet som en naturlig del af det at blive gammel. Senil demens eller senilitet kaldte man det. Og selvom forekomsten af demens stiger i takt med alderen og fortrinsvis rammer folk over 65 år, er demens en sygdom - ikke en naturlig del af at blive gammel.

"Men det er desværre en sygdom, som mange stadig opfatter som noget skamfuldt. Derfor håber vi, at rigtig mange dukker op og deltager i oplysningsdagen om demens, så vi forhåbentlig ad den vej kan være med til at nedbryde nogle tabuer - og opfordre til, at man går til sin læge, hvis man oplever tegn på begyndende demens, siger Tina Enevoldsen i en pressemeddelelse.

Foredrag og foreninger

På mødet den 26. september holder psykolog Anna Aamand foredrag om "Hvordan klarer jeg at være pårørende i et demensforløb", og advokat Lotte Bliddal, Videbæk, fortæller blandt andet om fremtidsfuldmagter, værgemål og fuldmagter

Der vil også være stande med blandt andet Alzheimerforeningen, Ældresagen, personale fra daghjemmene, demenskoordinatorer, frivillige foreninger.

Fakta:

Demens er den 5. hyppigste dødsårsag i Danmark. 89.000 danskere anslås at leve med en demenssygdom. Kun 36.000 har dog søgt læge og fået en diagnose.

Alzheimers er den mest udbredte demenssygdom.

To ud af tre danskere, der bliver ramt af demens, er kvinder.

Demens rammer oftest ældre personer, men nogle demenssygdomme ses helt ned i 40-års alderen.

10 tegn på demens:

- Glemsomhed

- Besvær med at udføre velkendte opgaver

- Problemer med at finde ord

- Forvirring vedrørende tid og sted

- Svigtende dømmekraft

- Problemer med at tænke abstrakt

- Vanskeligheder med at finde ting

- Forandringer i humør og adfærd

- Ændringer i personlighed

- Mangel på initiativ

(Kilde: Nationalt Videnscenter for Demens)

 

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify