Skjern-Tarm

Markedschefen begyndte med at være "noget ved musikken"

Otto Poulsen frygtede, at en flytning ville tage livet af Markedsdagene i Tarm. Der skete det modsatte.

De er et tilløbsstykke - Markedsdagene i Tarm, der begynder i morgen, onsdag.  Kræmmere fra det ganske Jylland valfarter til byen på sommer-onsdagene og trækker folk til fra byen, omegnen og sommerhusområderne.

"Midt i juli og august er der 4000-6000 besøgende, når det er godt vejr. Det er 50.000-70.000 gæster på et år," siger Otto Poulsen.

Han ved, hvad han taler om, for han debuterede på Markedsdage i Tarm i 1977.

"Jeg havde nogle højtalere, og så de spurgte, om jeg ville spille noget hyggemusik. Jeg spillede bånd – cd'en var ikke opfundet dengang. Det fungerede godt, og jeg hyggede mig med det," fortæller han.

Inddraget mere og mere

Otto Poulsen fik efterhånden flere og flere opgaver og kom til at stå for markedspladsen og kræmmerne, da Xenia Laustsen blev turistchef i Tarm.

"Det fungerede eddergodt. Vi havde begge to skøre ideer, der var ikke så megen snak - og vi kunne holde hinandens flyvske planer lidt nede," siger den nu 63-årige markedschef.

Markedsdagene i Tarm begyndte i 1972 på Fabriksvej, der i dag hedder Torvegade. De var flyttet til pladsen mellem A Gammel Laugstow og posthuset, da Otto Poulsen gjorde sit første indtog med højttalere og hyggemusik.

Han kæmpede bravt, da markedet for cirka 15 år siden fik en kommunal besked om, at det var nødt til at forlade pladsen og fik tilbudt arealet ved Bybækken på Engvej.

"Man kan ikke flytte en markedsplads om bag i byen. Jeg sagde til Niels (Rasmussen, Tarm-bo, medlem af teknisk udvalg, red.), at hvis de ville lukke markedet, så var det vejen frem at placere det ved Bybækken.

Bøjede sig i støvet

Sådan blev det. Otto Poulsen og de frivilllige enedes om, at de måtte få det bedste ud af det, selv om de var overbeviste om, "det aldrig ville gå". Folk kunne ikke finde derom.

Men Niels Rasmussen og kommunen levede ifølge Otto Poulsen op til løftet om, at de ville sætte mange skilte op. Og markedet viste sig at blive en succes på den nye adresse. Mens pladsen ved Æ Gammel Laugstow og posthuset højest kunne tage 65 kræmmere, stiller 300 kræmmere i højsæsonen op ved Bybækken.

"Niels og jeg griner tit af det, og han spørger: hvordan er det lige, det går med markedet. Vi har lidt sjov med det, og jeg bøjer mig i støvet – det er blevet meget større siden, vi flyttede," siger Otto Poulsen og tilføjer, at det er dejligt at se.

Gik ned med stress

Han brænder for Markedsdagene i Tarm, hvor han bor. Men han brændte ud og blev sygemeldt med stress, da han kørte bus for Arriva i Esbjerg. Det var i sommeren 2015 – lige før den nye markedssæson.

"Jeg holdt møde med de tre bod-formænd. De tog noget ekstra og lovede at hjælpe for at skåne mig," siger Otto Poulsen, der bliver rørt, da han fortæller det.

"Sæsonen blev gennemført, og jeg var glad for at komme på pladsen hver onsdag, men jeg var ikke involveret," siger han.

Otto Poulsen kom i jobtræning på Vestas i Ringkøbing, et job han var glad for. Kommunen talte ifølge ham om pension, men det afviste han. Han ville gerne arbejde og have et flexjob.

Ramt af blodprop

Så langt nåede han ikke. I november 2016 fik han en blodprop i hjernen - viste det sig at være. Otto Poulsen følte sig godt nok utilpas, men blev først kørt til læge dagen efter og røg direkte til sygehuset i Holstebro.

"Jeg var uhyggelig heldig – jeg trak gevinstloddet – fordi blodproppen ikke gjorde mere skade end den gjorde," siger han og tilføjer, at i dag trækker han lidt på det ene ben, når han bliver træt.

Otto Poulsen kom til genoptræning i Lemvig, hjem til privatboligen med rollator og to ugentlige træninger på Sundhedscenter Vest.

"Jeg prustede og stønnede og spurgte fys'en, om det skulle være så hårdt. Hun sagde, det er vi nødt til, for du skal jo passe kræmmere til sommer. Det gav ekstra motivation," fortæller han.

Søgte selv flexjob

Otto Poulsen kom tilbage til Vestas, fik kommunal godkendelse til et flexjob – og søgte selv fire stillinger som buschauffør.

"Jeg blev ansat ved Bæks Bus i Ramme – dem synes jeg bedst om. Jeg startede i august 2017 og kører bus Ringkøbing,  Stadil, Vedersø, Tim, Ringkøbing og ad fjordvejen til skolerne i Skjern," siger han og tilføjer, at han arbejder 12 timer om ugen.

Om sommeren tager han sig også af markedsdagene i Tarm, der nu ligger i Tarm Handelsforeningens regi. Men han gør det ikke alene, de er tre, der tager sig af hver sit område. Og 10-12 frivillige hjælpere.

"Dem kunne vi godt bruge nogle flere af. Vi skal helst være 15-17 stykker," siger Otto Poulsen, der passer hovedpladsen i år assisteret af en hjælper, der skal læres op.

Bidt af kræmmermarkedet

Han glæder sig til i morgen, årets første markedsdag.

"Det er ligesom med tivoli- og cirkusfolk. Jeg er vaccineret med en kræmmernål," siger han og smiler.

Han kender mange af kræmmerne. En af dem, en mand fra Næstved, har været med lige siden Otto Poulsen debuterede i 1977.

"Jeg kan godt lide at have kontakt med og kendskab til kræmmere. Men det kan jeg ikke have, når der er så mange. Det er jeg lidt ked af, men det er prisen," siger han.

Udskyder ferien

Kræmmerne sælger alt – fra grøntsager over marmelader til alverdens ting. Men markedschefen har lavet en regel, som skal overholdes.

"De må ikke sælge bare damer og porno, for vi har også mange børn på markedet," forklarer han.

Markedsdagene i Tarm finder sted hver onsdag klokken 9-14 fra den 19. juni til og med den 28. august samt den 9. og 16. oktober - så Otto Poulsen bliver i Tarm om sommeren og skubbet eventuel ferie til tidligt forår eller efterår. 

Hvor markedschefen tager hen på ferie?

"Jeg har været i Rumænien og studere et marked, der minder meget om det i Tarm. Jeg har også været på Fischmarkt i Hamborg, det er jeg meget betaget af, der kan jeg godt lide at komme," siger Otto Poulsen der har kameraet med, for han har genoptaget sin interesse for fotografering.




Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify