Skjern-Tarm

Kurt Bøndergaard får udfordringer

Han er på udebane, når det gælder om at passe sin bil, selv om han er mekaniker, men ikke når det gælder mad og servicering af gæster.

"God til at snakke og servicere kunderne." Men ikke et ord om de faglige færdigheder var at finde i udtalelsen fra mester, da Kurt Bøndergaard blev udlært automekaniker på en servicestation i Hanning.

Han betegner sig selv som "Danmarks dårligste mekaniker", og han forlod branchen, da han stod med svendebrevet.

"Jeg kan lige komme sprinklervæske på," fortæller han.

Kurt Bøndergaard ville være betjent eller Falckredder, og så var det godt med en mekaniker-uddannelse, mente han og tog ind til militæret og kom ud som sergent.

Mad-interessen

Mad og restaurationsbranchen trak imidlertid mere. Forældrene drev Sædding Forsamlingshus, og han var med i køkkenet, fra han var stor nok til at stå på en ølkasse og vaske op – interessen for mad har han med hjemmefra.

"Interessen for mad har jeg fra min mor. Hun var kogekone og lavede maden fra bunden," fortæller Kurt Bøndergaard, der som 15-16-årig begyndte at servere på Hotel Skjern.

Headhuntet

Han har blandt andet drevet Centersalen og Skovpavillionen i Skjern, Nykredit Hernings kantine, VGT's kantine kombineret med Mad & Co, Bryghuset i Rækker Mølle samt Restaurant Stauning Havn og Smag i Ringkøbing, de to var han også medejer af.

"Smag kunne ikke løbe rundt økonomisk, så vi lukkede den," siger Kurt Bøndergaard.

Og han blev hentet til Hotel Fjordgården af direktør Brian Madsen for at hjælpe køkkenchefen i to måneder. Det blev til både fire og seks måneder, og nu er han fast ansat med ansvar for restaurant og køkken i samarbejde med køkkenchefen.

Stortrives

"Vi har et rigtig godt samarbejde - det fungerer rigtig godt," siger Kurt Bøndergaard, der bor i Skjern.

Han har sat sit præg på blandt andet brasseriet, hvor madstilen er ændret og kvaliteten af råvarer højnet.

"Vi er også ved at udvikle morgenmaden for at se, hvad der kan gøres bedre," fortæller han.

Kurt Bøndergaard går gerne selv i køkkenet, hvis de mangler en mand, for han kan godt lide at lave mad. Han er ikke uddannet i branchen, men han har lysten, og han har lært at lave mad ved at kigge kolleger i køkkenet over skulderen – og fra sin mor.

Og interessen går videre til næste generation. Kurt Bøndergaards søn, Mads, er i lære som kok på Koldingfjord, mens datteren Mathilde, læser til fysioterapeut.

Udfordringer

Han er tiltrukket af hotel- og restaurationsbranchen – det at skulle præstere her og nu.

"Når folk vælger og tage ud at spise eller holde en fest, skal tingene spille her og nu – vi kan ikke sige, at det gør det næste gang. Det er hård og kontant afregning," siger han og tilføjer:

"Vi har altid glade gæster – og ellers må vi sørge for at gøre dem glade."

Kurt Bøndergaard nyder udfordringer og at være med til at optimere tingene, men det er en befrielse for ham, at han ikke skal tænke økonomi på samme måde, som da han var selvstændig.

"Udfordringerne er en af grundene til, at jeg godt kan lide at være her. Hvis jeg ikke skulle være her, var det på grund af et skift i mit liv – fordi jeg ville lave noget socialt arbejde på en varmestue eller et KFUM Soldaterhjem. Det er noget min kæreste, (Helle Backs, red) og jeg har tænkt på at gøre sammen. Men om det bliver om tre, fem eller ti år melder historien ikke noget om," siger Kurt Bøndergaard og smiler.

 

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify