Skjern-Tarm

Iværksættere dyster om 25.000 kr. og rådgivning

Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd opfordrer iværksættere til at deltage i iværksætterdysten 2019.

Har du en god og ambitiøs iværksætter-idé, eller har du etableret virksomhed for under 12 måneder siden?

Så har du mulighed for at deltage i erhvervsrådets iværksætterdyst 2019. Det sker ved at indsende en ansøgning senest den 30. september.

Kravet for at deltage er, at ideen er deltagerens/deltagernes egen, og planen skal være at etablere og udvikle firmaet i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Juryen gennemgår de indkomne forslag og kalder til uddybende samtaler, inden den vælger de fem lokale finalister. De få træning i at pitche deres idé, inden de skal gøre det foran et stort publikum og lokale investorer den 14. november klokken 16 på Innovest i Skjern.

Vinderen præmieres med 25.000 kontante kroner, et forretnings-udviklingsforløb på ni måneder samt en plads i Ringkøbing-Skjern Erhvervsråds iværksættermiljø i Innovest fra den 1. december.

Ved sammenkomsten den 14. november er der også mulighed for at høre mændene bag modebrandet Shaping new tomorrow fortælle om deres iværksætterrejse samt netværke og tale med forretningsudviklere og investorer.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify