Skjern-Tarm

Kloster vil tilbyde retræter under åben himmel

Skimmelsvamp har udfordret lederpar til at tænke kreativt - og tålmodigt.

Materialerne til et shelter og flere telt-terrasser ligger klar.

Træer og buske er ryddet og har skabt plads i den lille lund af gamle æbletræer i det nordøstligste hjørne af de 30 tønder land, som tilhører Hellig Kors Kloster.

Til sommer vil klosteret på de fredede hedearealer mellem Lem og Hanning for første gang i tre år igen kunne tilbyde sine besøgende retræter med overnatning.

Carsten Dalsgaard Hansen glæder sig. Sammen med sin kone, Marianne, flyttede den tidligere sognepræst og Blå Kors-konsulent fra bakkerne ved Vejle Fjord til udsigten over Ringkøbing Fjord for små tre år siden.

Visionen var, at de som lederpar ville fylde klosterbygningernes 2.000 kvadratmeter med mange former for levet kristent liv; retrætegrupper, længere refugieophold og et fastboende klosterfællesskab.

Den udfoldelse af stedets oprindelige visioner satte en massiv forekomst af skimmelsvamp en stopper for. Folk fik det dårligt af at overnatte i bygningerne.

"Vi havde set frem til at påtage os opgaven i årevis. Parcelhuset var solgt. Vi var flyttet ind i ’sommerhuset’ (den første bygning stedets grundlægger Haakon Rabjerg opførte på grunden, red.) lidt nede ad bakken, så det var en mavepuster at skulle flytte herfra efter få måneder," siger Carsten Dalsgaard Hansen.

"Vi kendte ikke til problemet på forhånd, men med mange år uden råd til at varme de store bygninger med mange små rum ordentligt op om vinteren er det ikke så underligt. Stedet har altid været rigt på drømme og visioner, aldrig på penge," forklarer han.

Når frosten knuger dag og nat og truer varmerørene, har Carsten Dalsgaard Hansen 100 radiatorer i refugiet at skrue op for, og et træfyr i kælderen at fodre med brænde tre gange i døgnet.

Parret bor i dag i Skjern. De mistede ingen indtægt på flytningen, for klosterlivet er ulønnet. Også for ledere. Egen opsparing, Marianne Dalsgaard Hansens pension, et deltidsjob som skolebuschauffør og snart folkepension til Carsten Dalsgaard Hansen dækker deres materielle behov.

Nogle af sine uforløste arbejdskræfter omsatte han sidste år til bogen ’Et udelt hjerte – kristen spiritualitet i en splittet verden’.

"Vi er holdt op med at have ondt af os selv. Selvfølgelig er det frustrerende ikke at kunne udleve de drømme, vi kom med, sådan som vi havde forestillet os. Men der er stadig meget, vi kan gøre, og det er et privilegium at få lov at arbejde for vores idealer; enkelhed, stilhed og åndelighed. Om målet for klosteret bliver nået i vores tid eller ej, betyder ikke så meget i forhold til meningsfuldheden i det, vi gør. Vi ønsker at være her uanset hvad," siger Carsten Dalsgaard Hansen.

Han forlod i sin tid sit embede i folkekirken træt, stresset og desillusioneret. Blev ansat og brugte i stedet sine kræfter i Blå Kors’ alkoholbehandling.

Gnisten til fornyet åndeligt arbejde genfandt han først på en række retræter i Sverige.

"Jeg begyndte at holde retræter selv for grupper på op til 20 deltagere. Vi brugte blandt andet Hellig Kors Klosters faciliteter, og både Marianne og jeg blev grebet og fascinerede af atmosfæren, stilheden og den store natur. Vi følte os på rette sted. Ringkøbing Fjord er i øvrigt på størrelse med Genesareth Sø," siger Carsten Dalsgaard Hansen. 

Sidste sommer holdt klosteret dagsarrangementer med gudstjeneste, vandretur og stilleprogram for blandt andre elever fra Det kristne Gymnasium i Ringkøbing. Til sommer bliver det forhåbentligt muligt at tilbyde retræter med overnatning i det fri og adgang til klosterets kirke, andagtsrum, køkken, toiletter og bad. Ellers er fremtiden åben og formbar.

"Men vi skal ikke bo to halvgamle folk alene på klosteret og tage imod gæster. Skal vi flytte tilbage, skal det være i et kommunitet med en halv snes andre, unge som ældre, som også ser en mening med at bo her og dele deres tid og ressourcer med andre. Og den fremtid afhænger af, om kommunen vil acceptere, at vi bygger nye, adskilte boliger til flere familier på grunden. Bestyrelsen har punktet på næste mødes dagsorden," forklarer Carsten Dalsgaard Hansen.

Mens resten af bygningerne afventer deres videre skæbne; rives ned og erstattes med nyt, mindre byggeri eller totalrenoveres – begge dele lige bekosteligt, er der kommet liv i kirkerummet de seneste år. De fleste søndage er her gudstjeneste. Typisk med 20-25 deltagere.

"Nogle kommer her fast, fordi de er tiltalt af vores måde at gøre ting på. Andre kommer, når deres lokale folkekirke ikke har gudstjeneste den dag. Vi fungerer også som en slags ’turistkirke’, når folk er på besøg eller har gæster, som de gerne vil vise stedet her. Så får de en gudstjeneste og vores kirkekaffe i opholdsstuen med oveni oplevelsen," siger Carsten Dalsgaard Hansen.

Han lægger vægt på stilhed, enkelhed og fordybelse i sine gudstjenester. Han har selv sit ståsted på kirkens bibeltro højrefløj, og er taknemlig over også at kunne trække på hjælp fra præster, som er gået på pension fra deres embeder i Hvide Sande, Dejbjerg eller Bramming. 

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify