Skjern-Tarm

Genbrugsbutikker i Tarm udsat for indbrud

Indbrudstyve var tirsdag aften eller natten til onsdag på spil flere forskellige steder i Tarm.

Politiet har fået en stribe anmeldelser om indbrud i Tarm. 

Det drejer sig om indbrud hos Kirkens Genbrug på Engdraget, Kirkens Korshærs Genbrug på Åboulevarden og Butik Stand In på Åboulevarden. 

Derudover har der været indbrud i en villa på Skovvænget. 

Hos Kirkens Genbrug er man kommet ind ved at bore en dør op. Her er der endnu ikke overblik over, hvad der er eventuelt er stjålet. Det er sket fra tirsdag klokken 17.15 til onsdag klokken 8.30.

Hos Kirkens Korshær har man brudt et vindue op ind til et køkken, og man har stjålet kontanter, hvorefter man er forsvundet ud gennem en port fra lageret. Det er sket fra tirsdag klokken 17.15 til onsdag klokken 9.30. 

Hos Butik Stand In er der stjålet nogle perfumer fra et glasskab. Her er man kommet ind af et vindue, og det er sket ved 23-tiden tirsdag aften. Politiet håber at videoovervågning hos Butik Stand In kan hjælpe til at opklare sagerne. 

Indbruddet på Skovvænget resulterede i, at en el-ladcykel til en værdi på 15.000 kroner blev stjålet. Her brød man ind af hoveddøren, hvorefter man stjal en nøgle til garagen, hvor ladcyklen befandt sig. 

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify