Skjern-Tarm

Selvhjælps-grupper for personer i krise

FrivilligVest opretter grupper, hvor personer i livskrise kan mødes med ligesindede.

Hvis en livskrise rammer og trækker hverdagen væk under fødderne på én, kan der være hjælp at hente ved at mødes med andre, der er i samme situation.

Det er baggrunden for, at FrivilligVest nu vil oprette en række nye selvhjælpsgrupper.

Har man selv stået i en situation, hvor en pludselig ulykke, et dødsfald i familien, skilsmisse, sygdom eller andre alvorlige hændelser pludselig vender op og ned på hverdagens tryghed og normalitet, så ved man, hvor rart det er at møde folk, der selv har oplevet en livskrise og dermed forstår, hvor ondt det kan gøre, skriver Ringkøbing-Skjern Kommune i en pressemeddelelse.

Hjælp til selvhjælp

Når man er ramt kan det være svært at overskue noget som helst, inklusiv at bede om hjælp. Derfor er det en stor hjælp, hvis den pågældende persons nærmeste, familie, kollegaer, venner, gør vedkommende opmærksom på selvhjælpsgrupperne, understreger Elsebeth Rasmussen, der koordinerer selvhjælpsgrupperne hos FrivilligVest.

Filosofien bag selvhjælpsgrupperne er, at selvhjælp er god hjælp.

"Selvhjælp bunder i tilliden til, at vi som mennesker har en indre styrke til at bearbejde problemer og udfordringer, specielt når vi får støtte af andre i samme situation," siger hun.

Elsebeth Rasmussen har allerede oplevet, hvordan samtale og fælles oplevelser gør det muligt for folk at komme videre, fordi følelsen af at være alene med problemet mindskes.

"Det skaber modet til at tro på, at situationen kan forandre sig positivt," siger Elsebeth Rasmussen.

Ligeværdighed

Hun peger på, at der kan være ting, man kan have svært ved at tale med gode venner eller familien om, som man kan få sagt i en selvhjælpsgruppe.

"I en selvhjælpsgruppe får man et trygt og ligeværdigt fællesskab, hvor man bliver mødt med forståelse og accept og lærer af andre, som tumler med de samme problematikker som en selv. Det giver en gensidighed og et ligeværd i grupperne, fordi alle både kan hjælpe og blive hjulpet," forklarer hun.

Det er gratis at deltage i en selvhjælpsgruppe

Yderligere oplysninger på findes på hjemmesiden frivilligvest.dk under "selvhjælp".

 

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify