Skjern-Tarm

Retsmediciner undersøger afdød mand på Stauning Havn

En afdød mand blev kort før klokken 9 fredag morgen fundet i Stauning Havn.

Retsmediciner og tekniker er på vej til Stauning Havn for at undersøge liget af den person, som fredag morgen blev fundet død i havnen.

"Vi ved nu, at der er tale om en mand. Og han har ligget i vandet et stykke tid," siger Ole Vanghøj, vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Retsmedicineren skal undersøge, om der eventuelt er tale om en forbrydelse.

"Men det er der intet, der tyder på, for der er ingen synlige skader," fortæller vagthavende og tilføjer, at manden ikke var iført svømmevest.

Undersøger efterlyste

Politiet er i gang med at undersøge, om der er personer, som er efterlyst.

"Umiddelbart savner vi ikke nogen, men jeg ved ikke, om en person kan drive ind i havnen fra havet. Vi lader alle muligheder stå åbne," siger Ole Vanghøj.

Han opfordrer folk til at kontakte politiet, hvis de har kendskab til en mand, der er savnet.

 

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify