Skjern-Tarm

Claus Tobler har øje for mennesket

Han blev ansat til at forny en nedslidt stald på Borris Landbrugsskole og endte som direktør for Erhvervsskolen Vestjylland.

Claus Tobler gik på gartnerskole i Holstebro. Han havde en idé om, at det var den vej, han skulle gå og gøre til sin levevej.

Men hans mavefornemmelse sagde noget andet, han ville hellere noget med mennesker og tænkte tilbage på efterskolelivet på Dejbjerglund Efterskole, hvor han tog 10. klasse.

Efterskolelivet og -miljøet, kontakten mellem lærere og elever er tættere end i folkeskolen – det tiltalte og tiltrak Claus Tobler. For at få sit ønske opfyldt begyndte han at læse til lærer på Nørre Nissum Seminarium – som fjernstudium.

Blev fanget

Så var det, hans bror, Lars Tobler, blev driftsleder på Borris Landbrugsskole og hyrede Claus Tobler til at udskifte nedslidt inventar. Det var i 2004, kort før etableringen af Den Grønne Erhvervsskole for sårbare og udsatte unge – det blev han også involveret. Han fik weekendvagter og aftenvagter og mødte på den måde de unge på skolen.

"Den Grønne Erhvervsskole voksede, og det blev sværere og sværere at få det til at hænge sammen med lærerstudiet," fortæller Claus Tobler.

Landbrugsskolen, som erhvervsskolen hørte under, hyrede en organisations-konsulent, der pegede på ham som leder for Den Grønne Erhvervsskole.

"Jeg var ikke i tvivl om, at det ville jeg gerne, så jeg afbrød min læreruddannelse – og det har jeg ikke et sekund fortrudt," siger han og tilføjer med et smil:

"Jeg blev ikke efterskolelærer, men fandt noget, der måske er endnu mere givende."

Flere linjer

Den Grønne Erhvervsskole havde så stor succes, at den voksede ud af lokalerne i Borris og flyttede til det nedlagte plejehjem i Faster. Borris Landbrugsskole gik i 2009 konkurs, men det lykkedes at skille erhvervsskolen ud til en selvejende institution – og leje de tidligere landbrugsskole-lokaler i Borris i 2011.

Erhvervsskolen startede med at have 8 elever, året efter 16 og er i dag oppe på 50-55 unge fra hele landet, visiteret af deres respektive kommuner. Nogle bor på skolen, der har 35 bopladser.

Skolen skiftede navn til Erhvervsskolen Vestjylland, for landbrugs- og naturplejelinjen blev efterhånden udvidet med linjerne jern og metal, bygge og træ samt køkken, service og butik – og EV-shoppen.

Sigter på arbejde

"Eleverne går her i tre år og vores opgave er at afklare den enkelte elev bedst muligt. Vores mål er, at når de kommer herfra, skal de ikke afklares yderligere, men kan ansættes i et almindeligt job, flexjob eller skånejob – derfor er vores arbejde så beskæftigelsesrettet," fortæller Claus Tobler og tilføjer:

"Det handler om at hjælpe mennesker, så de bliver selvhjulpne og selvkørende i samfundet – og at der tages højde for deres begrænsninger."

Han arbejder ud fra holdningen, at intet menneske kan være tjent med blot at sidde i en lejlighed. De skal være en del af noget og præges af andre – det giver mening.

"Det er meget få af dem, vi arbejder med, der ikke har lyst til og ambition om at få et arbejde – og derfor er de så fantastiske at arbejde med. Jeg får lov til at opleve succeserne og ser resultaterne – i det fleste tilfælde kommer de ud og bliver en del af samfundet," siger Claus Tobler og tilføjer, at skolen indgår en kontrakt med kommune og laver en plan for den enkelte elev.

Følger elever efter skoleophold

Hans engagement og motivation for at skabe et sted, der hjælper og ruster sårbare og udsatte unge til et arbejde fornægter sig ikke – i samarbejde med de 28 ansatte, der tæller alt fra socialrådgivere, over smed og bager til pædagoger, alle med fælles fokus på den enkelte elev.

Derfor glæder han sig over, at skolen har fået 1,4 millioner kroner til det fire-årige projekt: joballiancen, der også er et samarbejde med kommunerne.

"Vi har 40 tidligere elever med i projektet, og det bliver vores opgave at fastholde de unge i job og hjælpe dem videre, hvis et job mislykkes," fortæller Claus Tobler og tilføjer:

"Hvis en ikke har været på job i to dage, ringer arbejdsgiveren til os. Vi kender de unge og ved, hvilke knapper vi skal trykke på. Det er en gruppe, der kræver en enorm håndholdt indsats, men jeg tror, det lykkes."

Idé-mageren

Den 38-årige Claus Tobler, der er født og vokset op på en landejendom ved Rækker Mølle, trives med at være entreprenøren - drivkraften, der sætter nye ting i gang.

"Og så har jeg gode folk til at samle dem op. Det er ikke mig at læse tykke bøger om arbejdsregler – jeg vil gerne udvikle noget, der komme eleverne og de ansatte til gavn," siger han.

Han har taget grundlæggende ledelse og overvejet, om han skulle læse ledelse. Det er blevet ved tanken.

"Jeg har fået lov til at vokse med opgaven og har fantastiske ansatte. Som det er i dag har jeg ikke behov for og tid til at tage en uddannelse, men man kan altid blive klogere og udvikle sig," siger han og tilføjer:

"Når man arbejder med mennesker, kan man altid blive overrasket – man bliver aldrig færdig med at blive klog på mennesker."

 

 

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2020 Cookiepolitik / Udviklet af Optify