Skjern-Tarm

Citybanden i aktion til jubilæet

Skjern-bychef Mette Christensen er begejstret for "banden", der klarer praktiske opgaver for hende.

Bychef Mette Christensen er begejstret for Citybanden, der assisterer med praktiske ting - blandt andet har tre af bande-medlemmerne været i aktion i forbindelse med jubilæet. De har nemlig klistret de specielle jubilæums-etiketter på flaskerne med bobler, som serveres ved den officielle markering af Skjern Handelsforenings 100 års jubilæum den 15. marts.

"Det er fantastisk, at folk hjælper. Det tog tre personer tre timer at sætte etiketterne på," fortæller Mette Christensen.

Det vil sige ni timer, som hun ellers selv skulle have brugt, hvis hun ikke havde haft Citybanden at trække på.

Tid til kreativitet

Citybanden var en idé, der opstod i forbindelse med Gentænk Skjern; efterfølgende blev indkaldt til informationsmøde, og i dag tæller banden 15 mænd og kvinder i alle aldre.

Indtil Citybanden blev etableret, stod bychef Mette Christensen selv for opgaverne, inklusiv praktiske ting som at afspærre veje, hente plakater, dele plakater ud, hente ting til juletombolaen og meget andet.

"Der er mange praktiske ting, og usynlige ting, og det gik fra min tid med at være kreativ," fortæller hun.

Derfor er Mette Christensen glad for, at hun kan trække på medlemmerne i Citybanden, som hun sender besked ud til, når hun har brug for hjælp, og så møder nogle af dem op.

"Og de får altid kaffe og en sludder, når de mødes," siger hun.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify