Kvinde blev krænket på Skjern Camping
Politiet opsøgte og sigtede søndag en 21-årig mand fra Skjern-området efter, at han lørdag klokken 08.30 havde blufærdigheds-krænket en kvinde på Skjern Camping på Birkevej i Skjern.
Kvinden kom gående på campingpladsen, da manden nærmede sig og pludselig trak sine bukser ned og viste alt frem.
Det er imidlertid ikke første gang, at den 21-årige har gjort det, oplyser Bjarne Højgaard, politikommissær ved Lokalpolitiet i Ringkøbing.
"Vi har flere sager på ham, og det er altid samme sted, han gør det, men han har aldrig gjort andet end trukket bukserne ned," siger politikommissæren og tilføjer, at der er tale om en psykisk syg mand.