Skjern-Tarm

Andelskassen fejrer 100 året med havefest

Bag en kage og deltag i konkurrencen. Kagerne ender på kaffebordet ved festdagen den 25. maj.

Der er lagt op til en hyggelig dag for alle aldre, kunder og ikke kunder, når det selvstændige pengeinstitut, Faster, lørdag den 25. markerer sit 100 års jubilæum.

"Vi har vægtet, at det er et arrangement, der er nede på jorden - sådan som vi synes, vi også selv er," siger direktør Jan Kirkensgaard.

I festlighederne indgår blandt andet en kagekonkurrence. Når kagerne så er bedømt, bliver de sat på bordet med jubilæumskage. Det er ikke tilfældigt, at det endte med en kagekonkurrence.

"Det er fordi vi er vilde med kager - og romkugler," fortæller Helle Skovdal, der er med til at arrangere dagen.

"Men der er nogle, man kan se kagerne mere på end andre," supplerer Jan Kirkensgaard, smiler og lægger hånden på sin mave.

Kunde med ledsager

Festlighederne klokken 15-17.30 foregår på sportspladsen ved Aktivitetshuset og byder på aktiviteter for børn, taler, bugtaler og musik til kaffen.

Aftenfesten for kunder står på spisning og musikalsk underholdning med Tom Donovan, Ole Gas og Rasmus Nøhr. Hver kunde må dog tage en ledsager med, så hvis et par begge er kunder i Faster, kan de invitere et hold venner eller familie med, oplyser Jan Kirkensgaard og tilføjer, at aftenen slutter med festfyrværkeri klokken 23.30.

Fristen for at melde sig til såvel kagekonkurrence som aftenfesten er onsdag den 8. maj på andelskassens hjemmeside.

28. maj og 15. juli

Faster Andelskasse blev stiftet den 28. maj og åbnede den 15. juli i et kontor i Faster Mejeri. Pengeinstituttet er et af landets eneste to gamle, selvstændige andelskasser. For at gøre opmærksom på det, er ordet Andelskasse for nylig blevet slettet – det vil senere også blive ændret på bygningen.

"Vi vil gerne skille os ud. Der er fortsat nogle, der tror, at vi er en del af Danske Andelskassers Bank, men vi er os selv," siger han med stolthed i stemmen og tilføjer:

"Andelskassen er lille og lokal, det er der ikke mange, der er. Den er opstået af andelstanken, og det er oppe i tiden at snakke om sammenhold."

60 procent fra lokalområdet

Faster har cirka 3500 nettokunder. 60 procent af dem bor inden for en radius af 40-50 kilometer fra Astrup og Lem, 10-15 procent i Region Midt- og Vestjylland og resten i Varde-Esbjerg og København.

"Rigtig mange har relation til området, men det er ikke alle. Vi vil gerne favne området Rækker Mølle, Borris, Vorgod, Lem og Højmark lidt mere, så de føler, at vi er til for dem," fortæller Jan Kirkensgaard.

Kunder forsvandt

Han og de ansatte oplevede sidste år at miste kunder til andre pengeinstitutter, fordi de var billigere.

"Det var vi ikke vant til. Men i 2019 har det været helt omvendt. Vi har så travlt med nye kunder, både private og erhverv, og det er sjovere at lege med nogen, der tror på os," siger han.

Jan Kirkensgaard understreger, at Faster vil gå langt for kunderne og undrer sig ind imellem, når han hører om folk, der er blevet presset til at sælge deres virksomhed. 

Men det er imidlertid ikke alle henvendelser, som andelskassen Faster kan honorere.

"I 2018 havde vi utrolig mange fra landbrugssiden, der spurgte, om vi kunne hjælpe. Men vi har 20 procent udlån til landbrug, og vi kan ikke hjælpe alle," siger Jan Kirkensgaard og tilføjer, at de til gengæld gerne støtter unge mennesker med en almindelig god økonomi, når de gerne vil have en bolig, selv om kreditforeningen ikke vil.

100 år med rettidig omhu

Faster har i modsætning til andre af landets gamle andelskasser styret uden om fusion og lukning i snart 100 år. Direktøren er ikke i tvivl om hvorfor.

"Bestyrelsen og direktøren har været fornuftige med kredit og sat tæring efter næring. Og de har holdt sig væk fra de store eventyr og investeringer," siger Jan Kirkensgaard.

Han tøver ikke, når han i dag skal nævne tre vigtige egenskaber for den jubilerende andelskasse:

Ordentlighed, nærhed og gøre en forskel.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify