Ringkøbing

Vestas-aktien stryger i vejret

Særligt én ting overraskede investorerne positivt i dagens regnskab fra Vestas.

Vestas-aktien steg onsdag med hele 7,6 procent efter fremlæggelsen af regnskabet for tredje kvartal.

Regnskabet viste et overskud for tredje kvartal på 178 millioner euro, hvilket var lavere, end analytikerne havde ventet.

Det skyldtes blandt andet, at lukningen af Vestas' samlefabrik i León i Spanien blev markant dyrere end forventet.

Til gengæld viste regnskabet, at Vestas tjener mere på de enkelte møller end tidligere.

"For mig er kardinalpunktet i det her regnskab, at priserne faktisk stiger. Det er meget positivt, at priserne nu er stabiliseret," siger analysechef i Sydbak, Jacob Pedersen til Ritzau Finans.

Det samme er meldingen fra de øvrige analytikere, som nyhedsbureauet har talt med.

Vestas' gennemsnitlige salgspris per MW er således steget fra 0,75 til 0,78 millioner euro, hvilket er den første prisstigning i syv kvartaler.

Analytikerne havde ventet, at salgsprisen var faldet til 0,71 millioner euro.

Samtidig oplyser Vestas i regnskabet, at man fastholder de overordnede forventninger til årsresultatet for 2018.

"Med en rekordhøj ordrebog forventer Vestas, at aktivitetsniveauet og omsætningen vil stige i 2019 sammenlignet med 2018," lyder det videre i regnskabet.

Ved fondsbørsens lukketid onsdag kostede en Vestas-aktie godt 461 kr.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Discover Denmark