Ringkøbing

Motor i alt hos Smedegård i Tim

Værksted, maskinsalg samt tankstation med grillbar og kiosk spiller godt sammen for brødrene Smedegård.

I 1975 overtog mekaniker Villy Smedegård sin gamle læreplads i Tim; autoværkstedet med tilhørende tankstation lige ud til hovedvejen mellem Ringkøbing og Holstebro. Familien Smedegård voksede op og voksede til som naboer til forretningen. Med tiden blev begge hans sønner – efter eget valg - udlært som mekanikere. Michael som automekaniker hos Mercedes i Ringkøbing og Bjørn som landbrugsmaskinmekaniker ved Skjern Maskincenter.

"Vores far lod med mellemrum ord falde om, at han ville gå pension, når han blev 50, men det lå aldrig som en forventning eller en forpligtelse, at nogen af os skulle overtage. Vi havde nok snarere prikket lidt til ham for, om forretningen kunne udvikles mere, end han gjorde," fortæller Michael Smedegård.

Tanken om at blive selvstændig puslede i ham. Han nærmede sig 28 år, og en sommerdag i 2000 på vej hjem fra en aftenvagt hos Toyota i Holstebro svingede han ind omkring sit barndomshjem og spurgte sig for.

"Min eneste betingelse var, at Bjørn ville være med, så vi kunne hjælpe hinanden. Vores far var klar til at flytte dagen efter, så da Ringkjøbing Landbobank også troede på os, gik overtagelsen ret hurtig," fortæller han.

Tænker ens

Lillebror Bjørn Smedegård var ikke blevet spurgt på forhånd. Men et halvt års tid tidligere var han blevet ansat som mekaniker hos Smedegård i Tim efter godt syv års ansættelse i Skjern. Han ville gerne være med. Der er i det hele taget meget, Smedegård-brødrene ikke bruger ord på at være enige om.

"Det er nok både en styrke og en svaghed i et firma at vide, hvordan hinanden tænker. Vi skulle måske holde flere møder i ledelsen og få det sagt højt," siger Michael Smedegård med et skævt smil og uden for alvor at ligne en mand, som savner møder i sin kalender.

Han foretrækker at bruge tid og kræfter på værkstedet værkstedet; hans arbejdsglæde ligger i at høre en motor køre, som den skal.

Forretningen Smedegård A/S er i dag delt i tre ansvarsområder; værkstedet, salgsafdelingen som Bjørn Smedegård står for, og Shell-tanken komplet med kiosk og grillbar, som Lisa Hansen tager sig af, og hvor hun har arbejdet, siden hun blev ansat af Villy og Karen-Marie.

Salg til hele landet

I de allerførste år måtte brødrene sande, at deres mekanikerfag ikke nødvendigvis havde lært dem alt, man skal kunne som selvstændig. At bogføre og skrive fakturaer, for eksempel. Deres søster, Mette, som i dag arbejder for SKAT, havde til gengæld godt styr på både tal og papirer, så hun var blandt deres første nyansættelser.

Ret hurtigt lagde brødrene bilsalg og forhandling af Husqvarnas samlede udvalg af have- og parkmaskiner samt trailere til forretningen, som gennem nethandel har udvidet kundekredsen til hele landet, langt udover de nærmeste 20 kilometers kerne. Da lokale håndværkere fik behov for adgang til en større maskinpark, blev maskinudlejning af alt fra brændekløver til teleskoplæsser til firmaer og private også del af det samlede A/S.

Varemærkerne Shell, AutoMester, Husqvarna og Brenderup præger facaderne på den store hjørnegrund ud til rundkørslen ved hovedvej 16 i Tim.

25 medarbejdere

"På en måde er det jo noget med motor det hele. Og ligesom tanken kan trække nogen kunder ind fra Holstebrovej, som bliver ret overraskede over, hvor meget der er på den anden side, så har vi også kunder, som kommer for at se på trailer eller havemaskine, og som så lige skal have en dunk olie og en tankfuld diesel med, når de kører. Der er en god sammenhæng i, hvad vi har og hvad vi laver," fortæller Bjørn og Michael Smedegård.

Smedegård A/S har i alt 2.400 kvadratmeter under tag – medregnet lagerplads i en hal og brødrenes barndomshjem. Firmaet tæller 25 ansatte; de fleste på deltid for at holde tanken åben fra tidligt morgenbrød til sene indkøb og pakkeafhentninger. Brødrene, to svende og en lærling arbejder på fuldtid i salg og værksted.

"Vi er heldige at have dygtige folk, som har været med til at trække læsset i mange år, og uddannet og specialiseret sig løbende. Vores svende har været her længe; Jørgen Jørgensen har 25 års jubilæum i år, så længere end nogen af os, og i årenes løb har vi udlært en lille håndfuld lærlinge. Vi er på udkig efter en lærling mere til efter sommerferien. Det kan være svært at få, for i dag er det ikke nok at være dygtig med sine hænder; man skal kunne bruge en computer og kunne læse monterings-vejledninger, helst både på engelsk og tysk," fortæller Michael Smedegård.

Plænerobotter hitter

Efter mange år i branchen har han vænnet sig til den konstante og hurtige udvikling, som elektronikken har tilført mekanikken. Fra den fuldautomatiserede afdeling kommer i øvrigt en af forretningens aktuelle salgssuccesser; robotplæneklipperne. De seneste to måneder har mekaniker Jørgen Jørgensen leveret og installeret plæneklipperanlæg på fuld tid.

"Når han er færdig hos kunden, er robotten køreklar, og vi er sikre på, at løsningen er rigtig, for jeg sælger sjældent en plæneklipper til en have uden at have været på besøg først for at vurdere, om en robot kan klare opgaven, eller om arealet har brug for en plænetraktor. Men robotterne bliver stærkere og stærkere, i år har vi fået en firehjulstrækker, som kan klare ujævnt terræn med op til 70 procents stigning, fortæller Bjørn Smedegård.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify