Ringkøbing

Ugens vigtigste nyheder fra Ringkøbing

Bliv opdateret på ugens vigtigste nyheder fra Ringkøbing på to minutter.

"Der vil altid være et hul"

Søren Gade mistede i 2008 sin hustru på grund af kræft. Han kommer aldrig over hendes død, men han har lært at leve med det. Han skrev et efterskrift om sorg til bogen "Vi er her endnu", og det blev skelsættende.  

LÆS MERE: Søren Gade: Jeg havde børnene at stå op for

Løkke lover 2+1-vej
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) offentliggjorde onsdag formiddag et stort infrastruktur-udspil. Med udspillet lover Lars Løkke blandt andet, at hvis han bliver genvalgt som statsminister, så vil der blive afsat penge til den længe ventede 2+1-vej mellem Ringkøbing og Herning.

Bank i kurs-rekord
Som en af de få banker i Danmark klarer Ringkjøbing Landbobank sig rigtig godt på børsen. I denne uge har banken rundet et skarpt hjørne, da aktiekursen er røget over 400 kroner. Dermed fortsætter banken sin positive udvikling fra sidste år, hvor bankens aktiekurs steg med 6 procent, mens de største banker med Danske Bank i spidsen faldt voldsomt i værdi.

Prisuddeling til huse

Ringkøbing Bevaringsforening har uddelt to bevaringspriser 2018, en til henholdsvis by og land. By-prisen gik til Vestergade 3, Ringkøbing, for mange års flot vedligeholdelse, og land-prisen gik til Kronhede Forsamlingshus i Torsted, for renoveringen, skriver bevaringsforeningen på sin hjemmeside.

Spillernes kontrakter ophæves

Ringkøbing Håndbold rykker direkte ud af ligaen og spiller næste år i 1. division. Det blev en kendsgerning, da holdet tabte 28-22 til Skanderborg. Det betyder, at alle spilleres kontrakter bliver ophævet. Klubben har nemlig skrevet ind i alle spiller-kontrakter, at den ingen forpligtelser har økonomisk i tilfælde af nedrykning, skriver sportv2.dk

Erhvervsnyt

Anni Vind Noesgaard og Claus Brunsgaard Spaabæk er tiltrådt bestyrelsen for Jysk Service Erhverv ApS, Ringkøbing. Inger Grethe Noesgård er fratrådt direktionen og tiltrådt bestyrelsen og blevet formand. Anni Vind Noesgaard er tiltrådt direktionen.

Nyt fra politiet

Der var røg i opgangen, og brandvæsenet blev tilkaldt, men der skete heldigvis ingen skade, da en person i Damtoften onsdag aften glemte en gryde med æg på komfuret. Personen havde sat æggene til at koge og glemte derefter alt om gryden og forlod huset. Den glemte gryde kogte tør for vand og udviklede så megen røg, at røgen trængte ud i opgangen.

Navnenyt

Michael Pedersen, Lyne, er ny formand for SF Ringkøbing Fjord. Han afløser Anders Peter Hjorth-Hansen, Ringkøbing, der ikke ønskede genvalg. 

Mona Gadgaard, Tim, er død.

Kaj Lundgaard Christensen, Kloster, er død.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify