Ringkøbing

Træskulptører knokler med deres værker i varmen

Symposium of friendship, kalder nogle af deltagerne arrangement. Det glæder arrangør Otto Pilgaard.

"Prøv at se, det er en halv skive. Det må have været et stort stykke træ," lyder det fra en af de tilskuere, der er stoppet op for at se, når træskulptørerne arbejder.

Værkerne bliver beundret, fotograferet og kommenteret, mens de 11 træskulptører fra ti forskellige lande saver, høvler og deres værker frem - afbrudt af hyppige væskepauser i teltet, der er stillet op på deres "arbejdsplads" ved havnen.

"Det bliver endnu varmere, men vi klager ikke over vejret. Det tør vi ikke," siger arrangør Otto Pilgaard med henvisning til mandagens vind og regn, der resulterede i, at skulptørerne forlod pladsen.

Kendt ude i verden

De 11 deltagere har han valgt ud af ikke færre end 80 ansøgere fra hele verden.

"Det er også det højeste antal ansøgere nogensinde. Symposiet er ved at blive et attraktivt sted at komme - det må det jo være, når der er så mange ansøgere," siger Otto Pilgaard og smiler.

Det er på trods af, at deltagerne ikke får løn som andre steder. De gør det frivilligt og får betalt kost og logi samt et det meste af rejsen betalt, hvis de kommer langt væk fra.

"De tjener ikke penge, men det får noget at skrive på deres CV, fordi symposiet er kendt ude i verden," siger han.

Symposium af venskab

International Wood Sculpture Symposium i Ringkøbing har nemlig også som mål at bringe træskulptører fra forskellige lande sammen, udvikle ideer, skabe kontakter og venskaber og være sammen i fritiden.

"Mange af dem kommer til rigtig mange symposier, men her kommer de ikke for at gøre et stykke arbejde og så tage hjem på deres hotelværelse - vi er sammen næsten 24-7. Når de tager herfra, skal de have fornemmelsen af, at det var en stor oplevelse," siger Otto Pilgaard.

Han er både glad og stolt over, at deltagerne betegner træsymposiet i Ringkøbing for "Symposium of friendship."

"Det er utrolig, hvad der er skabt. Det er hårdt arbejde, men de ved de godt," siger han.

Uden opbakning intet symposium

De 11 deltagere er en blanding af gengangere og nye deltagere. Det er helt bevidst, så er der både nogle til at bære traditionen videre og nogle til at give fornyelse, understreger Otto Pilgaard og tilføjer, at fælles for dem er, at de er dygtige skulptører.

De 11 træskulpturer, der bliver fremstillet, sælges og skaffer dermed penge til symposiets udgifter til ophold, rejser, træ med mere. Syv af værkerne, der koster 11.000 kroner, er solgt.

"Hvis man vil have en, skal man slå til," siger han.

Men de indtægter fra skulpturerne er langtfra nok til at dække udgifterne.

"Uden opbakning fra byens firmaer, restauranter og forretningsliv, var træsymposiet her ikke," fastslår Otto Pilgaard.

Træskulptørerne arbejder torsdag og fredag klokken 9-16. Ugen slutter med fernisering lørdag den 27. juli klokken 13.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify