Ringkøbing

Søren Gade: Jeg havde børnene at stå op for

Hans hustru, Helle, døde af kræft i januar 2008. Tirsdag den 19. marts klokken 19 holder Søren Gade foredrag på Vedersø Idrætsefterskole om at have kræft tæt inde på livet.

Linda Nielsens bog, "Vi er her endnu", fik skelsættende betydning for Søren Gade efter, at han mistede sin hustru, Helle i 2008.

"Den 26. januar."

Dagen står - og vil altid stå – mejslet i hukommelsen på Søren Gade.

Tilbage til Linda Nielsens bog, som han indvilgede i at skrive et efterskift om sorg til.

"Da jeg skrev det, faldt det på plads," fortæller han i et interview med vestnyt.dk.

Erkendelsen

Indtil da havde Søren Gades indstilling været, at der var blevet et hul i fundamentet, og at det hul skulle nivelleres ud.

"Jeg kom til at se på det på en anden måde, da jeg skrev efterskriftet til bogen. Jeg nåede til den erkendelse, at det hul vil altid være der, men det tog lang tid, inden jeg nåede dertil," fortæller Søren Gade.

Han opfordrer folk til at lade være med efter tre måneder at spørge efterladte, om de er ovre det, for man kommer ikke over en ægtefælles død – men man lærer at leve med det, understreger han.

Værst for børnene

Søren Gade erkender, at det var en meget svær tid, da hustruen fik konstateret tarmkræft for anden gang. Børnene Ida og Mette var blot henholdsvis 9 og 11 år.

Han fornemmede allerede i begyndelsen af 2007, hvilken vej det gik, men det handler om ikke at tage håbet fra nogen, understreger han.

I sensommeren 2007 fortalte han børnene, hvor syg deres mor var.

"Det var en svær samtale at fortælle pigerne, at deres mor skulle dø, for det er tifold værre at miste sin mor end sin hustru," siger den 56-årige Søren Gade.

Arbejdede hjemmefra

Han lægger heller ikke skjul på, at hustruens sygdom og død gjorde, at han fandt ud af, hvor meget børnene betyder.

"Jeg havde nogle at stå op for og have ansvaret for, så jeg var nødt til at tage mig sammen," siger Søren Gade.

Han var forsvarsminister, da hustruen blev syg, og arbejdede hjemmefra fra midt i december 2007 for at kunne passe Helle sammen med svigerinden til hendes død.

Mange begravelser

Når Søren Gade i dag ser tilbage på 2008, fatter han ikke, hvordan han stod det igennem. Hustruen døde, en papbror fik en hjerneblødning og døde i kirken, et andet familiemedlem døde, og det samme gjorde fem-seks udsendte soldater, som han havde ansvaret for som minister. Samtidig var han under et konstant pres politisk, der endte med, at han gik af som forsvarsminister.

"I dag fatter jeg ikke, hvordan jeg kunne stå det igennem, men man kan mere, end man selv tror – og det er heldigt nok," siger han.

Opbakning

For Søren Gade var vennernes hjælp og omsorg uvurderlig under Helles sygdom og død.

"Man skal være mere stærk end normalt, når man får sygdom ind på livet. Men ingen er stærk nok til at stå det igennem alene, og jeg havde gode mennesker, der var med til at gøre det tåleligt. Vi skal huske at gøre noget for andre i sådan en situation, og det øver jeg mig i. Det kan også være at slå græs eller lave mad, for det er ikke alle, der kan tale om sygdom og død," siger Søren Gade, der brugte sin præst, da han havde det sværest.

Tingene sat på plads

Søren Gade, der er protektor i Tarmkræftforeningen og ambassadør for Stafet for Livet, har for længst fået sat hustruens sygdom og død på plads. I dag ser han tilbage på "25 fantastiske år med Helle og to dejlige børn", og han har et rigtigt godt forhold til døtrene.

"Jeg er kommet meget tættere på pigerne - det er en af konsekvenserne – og det er jeg utrolig taknemlig for. Åbenheden har gjort noget godt for os alle tre – og deres mor lever videre i dem, det er en stor glæde," siger Søren Gade.

Foredrag

Det er Sigvald Brusberg i Stadil, der har hyret Søren Gade til at holde foredrag om det at miste, på Vedersø Idrætsefterskolen den 19. marts og efterfølgende kaffe og kage i Vedersø Kulturcenter.

Pengene fra foredraget går til Børnecancerfonden, skole og kulturcenter stiller gratis lokaler til rådighed, ligesom Søren Gade holder foredraget gratis.

Sigvald Brusberg, der er med i Team Rynkeby Midt-Vest og for første gang i år cykler med turen til Paris, arrangerer foredraget, fordi han mener, at det er vigtigt at være med i kampen mod kræft.

Billetter til foredraget kan købes på team-rynkeby.safeticket.dk

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify