Ringkøbing

Ufaglærte i ældreplejen lokkes med løn under uddannelse

I Ringkøbing-Skjern Kommune giver de dygtigste ufaglærte ansatte løn under SOSU-uddannelsens grundforløb.

Ældre og andre med et plejebehov skal mødes af velkvalificerede medarbejdere i Ringkøbing-Skjern Kommune. Derfor skal fastansatte ufaglærte ifølge kommunens uddannelsespolitik have lavet en uddannelsesplan, inden for det første år i jobbet.

Til gengæld betaler kommunen nu lærlingeløn til de dygtigste af de medarbejdere under grundforløbet, hvis de efter et år søger ind på sosu-uddannelsen.

"Alternativet er, at de skal leve af statens uddannelsesstøtte (SU) i det første halve år af uddannelsen, og det kan vi se afholder mange fra at søge ind," siger Birthe Nyrup Dahl, uddannelsesansvarlig i Ringkøbing-Skjern Kommunes Sundhed- og Omsorgsafdeling

Hun oplyser, at mange af de ufaglærte medarbejdere i plejesektoren er folk, der har arbejdet i produktion, i butik eller har været dagplejemødre i en årrække, men som nu har ønsket at skifte karriere.

20.000 kr. om måneden

"De er ufaglærte, men mange af dem er knalddygtige og har noget livserfaring med sig. Deres arbejde har en stor værdi, og for at holde fast i de bedste tilbyder vi, at de får, hvad der svarer til en voksenlærlingeløn på cirka 20.000 kroner om måneden på grundforløbet, hvis de er over 25 år ved uddannelsesstart," forklarer Birthe Nyrup Dahl og tilføjer:

"For en enlig mor, der har været vant til at have en lønindkomst og som har bil og institutionsplads at betale foruden alt det andet, gør det en stor forskel, om hun skal på SU et halvt år for at tage en uddannelse - eller om hun får løn under grundforløbet."

34-årig er gået i gang

Hun kalder ordningen en fordel for alle, og den kan blive en positiv faktor i forhold til den fremtidige rekruttering af social- og sundhedspersonale.

Lisbeth Hjære Jakobsen (billedet), der har to små børn, er en af de ufaglærte, der nu vælger at tage en sosu-uddannelse, fordi hun får løn under hele uddannelsen. Det giver hende ro til at koncentrere sig om studierne.

Den 34-årige Lisbeth Hjære Jakobsen har arbejdet et år som ufaglært på Plejecenter Fjordparken i Ringkøbing og er nu i gang med uddannelsen.

 

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify