Ringkøbing

Ringkøbing-drenge får hjælp af Stofa-chef

Discover Denmark er udtaget til et udviklingsprogram for virksomheder med stort vækstpotentiale.

Virksomheden Discover Denmark, som er stiftet af Simon Haubjerg Jørgensen og Michael Andersen i Ringkøbing, er inde i en rivende udvikling, og det har man nu fået øjnene op for hos Next Step Challenge. 

Next Step Challenge er et udviklingsprogram for virksomheder med stort vækstpotentiale, som er støttet af Sydenergi, Stofa og Insero samt midler fra EU. 

Discover Denmark er udtaget som en af otte ud af 1.000 screenede virksomheder, der arbejder med turisme- og oplevelsesøkonomi. 

"Vi er utrolig stolte af at være udtaget til programmet. Vores ambition er at blive Danmarks førende inspirations- og oplevelsessite, og det her kan være med til at bringe os et skridt nærmere målet," siger Simon Haubjerg Jørgensen, direktør i Discover Denmark. 

Next Step Challenge-programmet giver Discover Denmark mulighed for at lave systematisk forretningsudvikling i samarbejde med en stribe etablerede virksomheder og eksperter på forskellige områder. 

Der er nedsat et advisory board til at hjælpe Discover Denmark. Den består blandt andet af Christel T. Poulsen, der er chef for salg og marketing hos Stofa. 

"Vi får en helt unik sparring med nogle mennesker, som er blandt de allerbedste inden for deres felt. Det har utrolig stor værdi for en virksomhed som vores," siger Simon Haubjerg Jørgensen. 

Discover Denmark blev stiftet i 2015, og sitet havde sidste år 340.000 unikke besøgende, hvilket var en stigning på over 300 procent sammenlignet med året før.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Discover Denmark