Nu tændes stærekasserne ved Ringkøbing
11 steder i landet er der opsat permanente fartkameraer. De første blev tændt på Sjælland i juni, og nu er turen kommet til Ringkøbing.
Der er kun opsat stærekasser på én lokation i Ringkøbing-Skjern Kommune. De har i lang tid stået indpakket i folie, men blev i fredags pakket ud.
Lokalpolitiet i Ringkøbing bekræfter, at stærekasserne tages i brug en af de kommende dage.
Kameraerne er placeret i begge retninger på Herningvej i krydset mellem Lervangvej og Nymøllevej, hvor fartgrænsen er på 80 km/t. Det er de eneste stationære fartkameraer, der er opsat i hele Vestjylland.
Da kameraerne er tændt alle døgnets 24 timer, betyder det, at man skal holde sig under 105 km/t, hvis man vil undgå et klip i kørekortet, og under 128 km/t, hvis ikke man skal have kørekortet betinget frakendt.