Ringkøbing

Nikolaj Poulsen satser på telte og hoppepuder

Ringkøbing Teltudlejning bliver en fuldtidsbeskæftigelse for den unge tømrermester i No.

Selv om kunder, familie og venner er gode til at hjælpe med at sætte telte op, er det svært både at være tømrermester, udleje telte og passe sociale arrangementer i familien.

Indehaveren af No Tømrer- og Bygningssnedker, Nikolaj Poulsen, har derfor valgt at lukke tømrerfirmaet og i stedet satse helhjertet på Ringkøbing Teltudlejning.

"Tidsmæssigt er det om sommeren, at både tømrerarbejdet og teltudlejningen kræver ekstra timer. Ikke mindst når det er tørt. Samtidigt bliver der mere og mere at se til med teltene, så jeg har valgt at gå på fuld tid med teltene i sæsonen fra påske til oktober," siger Nikolaj Poulsen.

Vinterjob hos kollega

Resten af året vil han fortsat arbejde som tømrer ved siden af vintervedligeholdelsen af udlejningsmaterialerne.

"Jeg har fået arbejde hos tømrerfirmaet Lars R. Christensen i Hee, som jeg i forvejen har samarbejdet med. Jeg lejer mig ud i det omfang, der er tid til det om sommeren, og arbejder der fuld tid om vinteren. Det skulle gerne give mig en mere normal arbejdsdag, hvor jeg ikke arbejder som tømrer i dagtimerne, kører ud med telte efter kl. 16 og til hen på aftenen, hvor jeg så kunne tage hjem for at lave tilbud og bestille materialer," siger Nikolaj Poulsen.

Telt til byfest i No

Teltudlejningen begyndte i sin tid som en fritidsbeskæftigelse for hans far, tømrermester Aksel Poulsen, der købte et telt til byfesten i No. Det greb om sig, og i 2009 blev han tilbudt at overtage Ringkøbing Teltudlejning. Sammen med sønnerne, Nikolaj og Rasmus, kørte han det som en sideforretning frem til 2016, hvor sønnerne overtog udlejningen af de hvide telte med rødt kant, mens Nikolaj Poulsen overtog No Tømrer- og Bygningssnedker.

"Efterspørgslen på teltudlejningen er med årene blevet større og større, og vi har både købt flere telte, borde og stole. Det kræver også mere tid til at gennemgå og tjekke, om alt er i orden, når man prioriterer kvalitet og et højt serviceniveau," forklarer Nikolaj Poulsen.

16 telte på én gang

Ringkøbing Teltudlejning har telte nok til at dække 1.900 kvadratmeter og være ude 16 steder på én gang. Det sker for eksempel i den uge, hvor der er studenterfester, men konfirmationer, bryllupper og sommerfester samt andre større events fylder også godt i kalenderen. Lejes alle borde og stole ud til ét sted, er der siddepladser til 1500, mens der kan lejes service til 250 personer. Gulve i plastik er også på tilbudslisten.

Udlejningen af lagertelte til virksomheder overvejes, men ellers har satsningen på teltudlejning foreløbigt givet mulighed for at udvide forretningen med udlejning af hoppepuder til både private haver og sommerfester.

Hoppepuder et nyt tilbud

To nyindkøbte hoppepuder er netop synet og klar til sæsonen. Enten som supplement til teltudlejning eller som selvstændig opgave.

"Vi prøver at udbygge teltudlejningen med nye ting som for eksempel hoppepuder og borde-bænke-sæt. Det kommer lidt an på forespørgslerne, men bliver vi spurgt tilstrækkeligt mange gange, så investerer vi i det. Det gælder for eksempel hoppepuderne, hvor jeg havde læst på reglerne og fundet ud af, at det er forholdsvist nemt at gå til. Det første år havde jeg egentlig kun regnet med fem-seks udlejninger, men jeg har allerede 16 dage booket nu, så jeg er inde på markedet," siger Nikolaj Poulsen.

Gasvarmere, lyskæder og store grill er blandt de produkter, som Ringkøbing Teltudlejning også kan tage med på den specialindrettede teltlastbil, der gerne kører ud på en radius af 40-50 kilometer for at sætte et telt op.

"Vi forsøger at levere en komplet løsning med alt til festen, og der er andre tiltag på vej," siger Nikolaj Poulsen.

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify