Ringkøbing

Niels´s Gulvbelægning er til salg

Niels Viftrup Andersen håber, at firmaet bliver solgt i løbet af i år.

Niels Viftrup Andersen rundede 20 år som ejer af Niels´s Gulvbelægning den 1. januar i år, men nu skal firmaet sælges, har han og hustruen, Lene Andersen, besluttet.

"På grund af alder og helbred. Vi kan ikke blive ved at holde til at slæbe så meget mere," forklarer Niels Viftrup Andersen.

Han er 63 år og hustruen, der passer butikken, 62.

"Jeg har selv været med på gulvet i 20 år, og det kniber med ryggen, knæene og skuldrene," fortæller han.

Hjælpe ny i gang

Går det, som parret håber, får firmaet ny ejer i løbet af i år, og Niels Viftrup Andersen giver gerne en hjælpende hånd.

"Jeg håber, der kommer en ung mand, der kan tænke sig at overtage, så kan vi eventuelt køre parløb nogle år, så jeg kan overføre kontakter med private- og firmakunder til ham. Og er det en ung mand, kan han godt til leje de første fem år," siger han.

Kommer den nye ejer udefra, foreslår han, at vedkommende bosætter sig i Ringkøbing.

"Og vise offentligt til for eksempel håndbold eller fodbold - for at være synlig. Mange handler lokalt, hvis man viser sit ansigt til et eller andet," forklarer han.

Butik og lager

Niels´s Gulvbelægning holder til på Skaadsmosevej 8, i en 800 kvadratmeter stor bygning, som huser butik og lager. Firmaet har tre ansatte, to svende og en lærling, og omsatte sidste år for 7,5 millioner kroner.

Kunderne er hovedsageligt inden for en radius af 25 kilometer.

"Vi har en del sommerhuse,og kører også til Herning, Silkeborg og Aarhus og laver noget for sommerhus-ejerne," fortæller Niels Viftrup Andersen.

Vemodigt

Han lægger ikke skjul på, at det bliver "meget vemodigt" at sige farvel til firmaet, som har været en livsstil for ham og hustruen i mange år.

"Det er et dejligt job, gulvet er noget af det sidste, der bliver lavet i et hus, og folk bliver i godt humør, når resultatet er godt," siger Niels Viftrup Andersen.

Han er kendt for sin service og har i tidens løb haft rigtig mange kunder, der er kommet igen.

"Vi har slået meget på service. Nogle firmaer skriver 200 kroner på, hvis de skal flytte møbler - men man skal ikke bruge kuglepennen hele tiden og passe på, at man ikke glemmer at have jordforbindelse," siger han.

Afstikker til lager

Niels Viftrup Andersen indledte sin gulv-karriere som gulvmand hos Stengaards Møbler i 1984, men i 1996 fik han lyst til at prøve noget andet og kom på lageret hos Lind Jensen Maskinfabrik.

Ja, og så lagde han stadig gulve for sin tidligere arbejdsplads - så mange, at han til en julefrokost i 1998 foreslog Knud Stengaard, at han overtog gulvfirmaet.

Det gjorde Niels Viftrup - den 1. januar 1999. De første tre år lejede han sig ind hos Stengaard Møbler, men byggede så ny butik og lager på Skaadsmosevej. Samtidig droppede hustruen, Lene Andersen, jobbet som dagplejer for at passe butikken.

 

 

 

 

 

 

Skal vi også markedsføre din virksomhed? Se priser

VESTNYT.DK © 2019 Cookiepolitik / Udviklet af Optify